Danmark

Hjemmeside for udskældt zoo kortvarigt lagt ned

Hjemmesiden for Københavns Zoo har mandag aften været nedlagt i en periode, men er ved 21-tiden oppe igen.

Hjemmesiden for Københavns Zoo har mandag aften været lagt ned på grund af tekniske problemer, hvor det i en periode ikke var muligt for besøgende at klikke sig ind på hjemmesiden.

- Vi ved, at den er blevet lagt ned, men vi ved ikke hvorfor, oplyser kommunikationsmedarbejder hos Københavns Zoo, Tobias Stenbæk Bro, over for Ritzau.

De seneste dage har Københavns Zoo været udsat for både stor opmærksomhed og endnu større kritik efter historien om aflivningen af den unge giraf Marius, der fandt sted søndag formiddag.

- Det er enten på grund af overvældende interesse, eller også er det på grund af hacking. Men jeg ved det simpelthen ikke, siger kommunikationsmedarbejderen om nedlukningen af hjemmesiden.

Tobias Stenbæk Bro har kunnet oplyse, at dyrehavens it-folk "kigger på det", og tilsyneladende har det hjulpet, idet hjemmesiden igen er oppe at køre ved 21-tiden.

Hvis man mandag aften før klokken 21.00 forsøgte at besøge hjemmesiden, fik man beskeden: You are not authorized to view this page (du er ikke autoriseret til at se denne side, red.).

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst