Hjemmesiden snakker til dig

1,5 million danskere oplever ny teknologi som en begrænsning - her hjælper nyt computerprogram

Aalborg 11. september 2002 08:00

Forestil dig, at du omsider har fundet den information, du har ledt efter på internettet, og så opdager, at den er skrevet i et for dig næsten fuldstændig uforståeligt dansk. Du har med andre ord nok fundet, hvad du ledte efter, men er nødt til at erkende, at du simpelthen ikke er god nok til at læse til at forstå, hvad lægen, lakseeksperten eller LevGodt-journalisten egentlig skriver om det, der interesserer dig. Surt show, ikke. Men nu er det snart slut med at sidde med rynket pande foran computerskærmen og forsøge at hitte rede i de mere eller mindre ubehjælpsomme formuleringer, man finder på de tusindvis af hjemmesider, hvor både professionelle og amatører udi formidlingens ædle kunst boltrer sig på bedste beskub. For det rækker jo ikke, at man måske omsider har fundet netop den information, man søgte ... teksten skal også læses og forstås, og her står mange danskere helt af. Løseligt anslået findes der som tidligere skrevet omkring halvanden million i Danmark, der har svært ved at tilegne sig viden fra de såkaldte tekstbaserede medier - aviser, internettet, tidsskrifter m.v. Disse mennesker benytter sig i stedet af fjernsyn og radio, og får dermed ofte kun overskrifterne på, hvad der rører sig i samfundet, ligesom de generelt kan have svært ved at begå sig i en hverdag, der baseres mere og mere på netop tekst og forståelsen af samme. For det er jo sådan, at en stigende mængde information formidles via internettet, ligesom en lang række tjenester, hvor man tidligere var i kontakt med et rigtigt menneske, også bliver omlagt til internettet. Og dermed er der risiko for, at de mennesker, som i forvejen havde svært ved at finde og forstå information, i stigende grad vil føle, at deres muligheder er begrænsede. Christian Hjulmand, Specialskolen for Voksne, i Hjørring: - Vi henvender os til den type mennesker, der altid sad bagest i klassen, dem, som måske nok finder internettet interessant, men forlængst har affundet sig med, at det jo nok ikke er noget, de kan lære. Den type mennesker kan ret beset ikke deltage i et demokratisk verden på lige fod med mennesker, som ikke har disse problemer, og det er et problem i et samfund, der i stadig højere grad baserer sit virke på viden, siger Christian Hjulmand, der er leder af et projekt, som netop arbejder på at give den store gruppe af læsesvage danskere mulighed for at erhverve sig mere information fra internettet. Vel at bemærke viden, der går bagom eller udenom læsningens ofte svære kunst, og giver brugeren et system, der omformer internettets tekster til lyd (læs: oplæsning). Og lige så vel at bemærke er det, at det nye system ikke henvender sig specielt til ordblinde eller til mennesker, der måske knapt nok er i berøring med gennemsnitsintelligensen i Danmark. Projektet er rettet direkte mod de mange såkaldt læsesvage, som ind i mellem også beskrives som funktionelle analfabeter i debatten - altså mennesker, der vel nok kan læse, men som på grund af manglende træning, motivation, selvtillid og måske manglende evner ikke formår at læse meget mere end overskrifterne i avisen og måske indledningen af en artikel ... hvis det altså er skrevet på letforståeligt og enkelt dansk. Talende tekst Om et par måneder, i slutningen af oktober eller begyndelsen af november, offentliggøres en ny hjemmeside med adressen: www.adgangforalle.dk, hvorfra man kan få alle dansksprogede hjemmesider oversat til lyd. Nogle få klik med musen giver adgang til at man i stedet for den rynkede pande og foroverbøjede krop kan læne sig tilbage og nøjes med at lytte. Ganske vist ikke af en levende stemme, men til computersystemet Dansk Syntetisk Tale, der er udviklet af universiteterne i Aalborg og København. Dette system har fungeret gennem længere tid, og det nye er, at det fremover kobles på den førnævnte hjemmeside, som altså er klar om få måneder. Systemet fungerer på den måde, at man via www.adgangforalle finder den hjemmeside, man vil have læst højt. Herefter markerer man den tekst, der skal omformes til lyd og sender den til www.adgangforalle.dk, hvorefter man et lille øjeblik efter modtager teksten retur - som lyd. Teksten er med andre ord formateret til at nyt format, der giver de mange såkaldt læsesvage mulighed for at være med, hvor de før frivilligt stod af. Fire partnere Bag den nye hjemmeside står fire partnere, der gennem halvandet år har arbejdet på projektet - nemlig Specialskolen for Voksne, Hjørring, Escom Data ApS, Hjørring, Aalborg Universitets Center for PersonKommunikation og Teknologicenter for Handicappede, Aalborg. Parterne mødtes oprindeligt i "Handiatek", som er et netværk, hvor omkring 50 mennesker fra en lang række organisationer og institutioner mødes et par gange om året. Formålet med Handiatek er at udveksle viden om ny teknologi til handicappede. De fire partnere er alle deltagere i Handiatek og fandt sammen i en ansøgning til Det Digitale Nordjylland i 2000. Den samlede projektsum beløber sig til 3,7 million kroner, hvoraf parterne selv har finansieret to tredjedele. De fire leverer hver især en række højest forskellige personer til projektet - folk med specialviden om læsesvage, grafikere, IT-teknikere, formidlere m.v., som tilsammen er så tilstrækkeligt en uhomogen gruppe, at Christian Hjulskov er overbevist om, at parterne har været omkring stort set alle hjørner i projektet. Gave til folket Christian Hjulmand lægger stor vægt på at understrege, at www.adgangforalle.dk ikke er en kommerciel ting. Alle kan benytte sig af oversættelsen af de danske hjemmesider uden omkostning, ligesom hjemmesiden ikke skal "overklistres af bannerreklamer", som han udtrykker det. - Hvis der skal en banner på, bliver det i hvert fald en lille, diskret en, siger han. Christian Hjulmand er den eneste fuldtidsansatte på projektet. Frem til udgangen af 2003 vil han arbejde mindst 37 timer om ugen på at få finpudset alle de detaljer, som nu en gang kun kan finpudses, når en antal brugere har brugt systemet i et stykke tid. - Allerede nu har et antal mennesker testet systemet, og vi justerer løbende på projektet. Men vi er klar til at offentliggøre det om et par måneder, siger han og kalder i samme åndedrag www.adgangforalle.dk for "en gave til det danske folk" - velvidende, at muligheden for at lytte ikke gør det alene. - Det er ikke nok, at teknologien er til stede. Folk skal også have lyst til at søge informationerne, men lokkemidlet her kan måske være, at folk kan arbejde med IT-teknologi og lidt af bagvejen så finder ud af, at de rent faktisk hitter ud af nogle ting undervejs. Det ville jo være alle tiders, siger Christian Hjulmand. Allerede nu kan man gå ind på hjemmesiden og læse en smule om projektet. Ikke så meget som i nærværende artikel, men måske med en mere overskuelig grafik og helt garanteret med færre ord. Og så er der jo altid spændingen ved at klikke lidt rundt i den verden, som velsagtens stadig kun er i sin spæde vorden. En verden, der ofte byder på aha-oplevelser for brugerne og i hvert fald ikke kan kaldes en ligegyldig døgnflue.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...