Hjemmeværn på afveje

For at Danmark kan kalde sig en suveræn stat, må vi vise evne og vilje til at forsvare os og vore enemærker. Derfor må vi i Danmark have et minimum af militært forsvar.

Karl Maksten

Karl Maksten

Som en del af dette kan vi have et hjemmeværn. Det har mange lande. I Schweiz bygger landets militære forsvar udelukkende på sin hjemmeværnsmilits. I Østrig har de haft deres Heimwehr siden 1920, i Storbritannien har de haft Home Guard siden 1940, og i Sverige har de også haft Hemvärnet siden 1940. Umiddelbart efter befrielsen i 1945 oprettedes der i Danmark private hjemmeværnsforeninger, som i mange tilfælde vel var de eksisterende modstandsgrupper. Det danske hjemmeværn, som vi kender det, blev oprettet i 1948. Det består af både frivillige og værnepligtige mænd og kvinder og skal ifølge sine beføjelser – i samarbejde med det øvrige danske forsvar – løse lokale opgaver af forsvarsmæssig karakter. I den udstrækning er Danmarks hjemmeværn i godt selskab og aftvinger rimelig respekt. Det minder imidlertid om et forsøg på at gøre en cirkel firkantet, at det danske hjemmeværn skal operere uden for Danmarks grænser. Som jeg har forstået det hidtil, tilføres det danske hjemmeværn økonomiske ressourcer for at løse sine opgaver i Danmark. Derfor kalder vi det hjemmeværn. Det danske hjemmeværn kan da ikke leve op til sit navn, dersom det finder på at operere et sted fjernt fra Danmark. Skal det danske hjemmeværn fungere uden for Danmarks grænser, er respekten forsvundet som dug for solen. I teorien kunne man måske forestille sig, at en eller anden nation – nær ved eller fjernt fra vore grænser – bevisligt pønsede på at invadere Danmark. Så kunne der være – stadig teoretisk set – en idé i, at dansk militær kom den potentielle angriber i forkøbet og standsede ham på hans eget territorium. Men ikke engang i et sådant teoretisk tilfælde ville det være en opgave for det danske hjemmeværn. Det måtte være en opgave for vort egentlige militær, mens hjemmeværnets opgave udelukkende måtte være at passe på Danmark og danskerne inden for vore grænser. At dansk militær overhovedet befinder sig i Irak for at hjælpe USA i sin misforståede angrebskrig mod det muslimske land, må betragtes som en misforståelse af de helt store. Det vil da være en endnu større tåbelighed med tendens til det groteske og latterlige, en misforståelse af dimensioner, om dansk hjemmeværn skulle finde funktioner under disse misforståede forhold. Hvis der findes hjemmeværnsfolk, som ud fra egoistisk eventyrlyst kunne have i sinde at drage af sted for at føre en privat krig, så vil jeg foreslå, at de som det første meldte sig ud af hjemmeværnet for derefter som private mennesker at melde sig som frivillige i det militærkorps, der turde antage sådanne eventyrere. Danmark kan ganske enkelt ikke være tjent med, at mennesker, der er registreret i det danske hjemmeværn, svigter deres hjemmeværnsopgave ved at drage udenlands for dér at udfolde deres eventyrlige krigslyst – for danske skattemidler. Danske hjemmeværnsfolk må have som opgave at være hjemmeværn i Danmark og kun dér.