Danmark

Hjemmeværnschef: Frivillige soldater skal bære våben

Hjemmeværnsfolk rykker i flere tilfælde ud som levende skydeskiver, mener oberst, der vil bevæbne frivillige.

Ubevæbnet hjemmeværn skal aflaste politiet ved grænsen Foto: Scanpix/Simon Skipper

Ubevæbnet hjemmeværn skal aflaste politiet ved grænsen Foto: Scanpix/Simon Skipper

Frivillige hjemmeværnsfolk udsætter ofte sig selv for fare og skal i fremtiden have lov til at bære et tjenestevåben.

Det mener Eigil Schjønning, der er oberst og chef for Hjemmeværnet på Sjælland ifølge Politiken.

Han påpeger, at hjemmeværnsfolk eksempelvis var ubevæbnede, da de hjalp bevæbnet politi med opgaver efter anslaget mod kulturhuset Krudttønden og synagogen i København i februar sidste år.

- Det er klart, at hvis angrebet på Krudttønden skete nu og ikke for halvandet år siden, så havde jeg ikke accepteret, at vi skulle gå ind ubevæbnede, siger han til Politiken.

Eigil Schjønning er ked af, at hans hjemmeværnsfolk i flere situationer har stået som det, han kalder skydeskiver i kritiske situationer.

- Vi er ved at bevæge os ind i et trusselsniveau, hvor vi er nødt til at tænke os om, siger han til Politiken.

Situationen forbedres ikke af, at terrortruslen mod danskerne ifølge Politiets Efterretningstjeneste er "alvorlig".

- Når jeg siger til 5-10-15 soldater, at de skal ud til denne her opgave og tage uniformen på for at løse en banal afspærringsopgave eller bevogtningsopgave, så sender jeg dem samtidig ud som en stor målskive for onde kræfter, siger Eigil Schjønning til Politiken.

Militærets ledelse betragter ikke trusselsbilledet mod Hjemmeværnet på samme måde som Eigil Schjønning.

Det er den konkrete situation, der er afgørende, mener chefen for Værnsfælles Kommando, Flemming Lentfer.

- Når det gælder soldaternes sikkerhed, er det trusselsvurderingen, der i hvert enkelt tilfælde afgør, hvordan de afgivne enheder og soldater skal udrustes, siger han til Politiken.

Rigspolitiet ønsker ikke over for Politiken af kommentere advarslen fra oberst Schjønning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.