Hjemmeværnsfolk på øvelse ved politistationen i Hjørring

Tænkt situation med fjendtligt angreb på politistationen

Politi 22. september 2002 08:00

HJØRRING: Kom man forbi Hjørring Politigård fredag aften, kunne man godt få en forestilling om, at et eller andet var rivende galt. Mænd og kvinder listede rundt om den i grønne uniformer med geværer i hænderne. Der var nu ikke noget helt galt. Det var blot hjemmeværnskompagni 1131, der gennemførte en alarmeringsøvelse. En snes medlemmer skulle forestille sig en udenrigspolitisk kritisk situation, hvor det var nødvendigt for hjemmeværnet at gå ind og sikre vores lokale politistations sikkerhed. De færreste af deltagere vidste på forhånd, hvad der skulle ske. De havde blot fået at vide, at de skulle være klar fredag 20. september. - Klokken 17.40 blev jeg ringet op, at jeg skulle stille her hurtigst muligt, fortalte Helle Greve, som ikke havde spor imod at tilbringe en fredag aften i den kølige efterårsluft ved politistationen. - Man får frisk luft, kommer lidt hjemmefra og så er der det sociale samvær. Det sidste er meget vigtigt. Jeg har været med i hjemmeværnet i 11 år, men er først flyttet til Bindslev fra Sjælland for et år siden. Men med det samme havde jeg en masse kontakter, sagde hun. Da Gert Melchiorsen havde forklaret de fremmødte hjemmværnsfolk om situationen, så var det op til gruppeføreren, Morten Lykke Hansen, at beslutte sig for, hvordan politigården bedst muligt kunne sikres mod "fjendtlige" angreb. - Det drejer sig om en fredsmæssig bevogtning, hvor vi skal skelne mellem venner, uvenner og uvedkommende. Folk med et lovligt ærinde til politistationen skal jo i en sådan situation have lov at komme ind, forklarede Gert Melchiorsen. En af deltagerne i øvelsen, Jannie Holme, havde medbragt sin schæferhund Argo, som er specielt trænet efter et hjemmeværnsprogram. Gruppeføreren bestemte, at hun sammen med hunden skulle sidde på et areal bag politistationen for at kunne holde øje med, om der kom fjendtlige elementer ad den vej. - Når først Argo har vænnet sig til lydene på stedet, så kan jeg tydeligt se på ham, når der kommer nogle fremmede. Jeg kan oven i købet se, hvor mange, for først følger han den ene, så den næste og sådan videre, fortalte Jannie Holme. Sent fredag aften åndede alt igen fred og ro omkring politistationen i Hjørring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...