Hjemmeværnsmand smidt ud

Artikel om escort-bureau gav øjeblikkelig udvisning

KØBENHAVN:En kommandobefalingsmand i Hjemmeværnet blev med kort varsel søndag eftermiddag smidt ud af værnet som følge af en artikel i Ekstra Bladet. Af artiklen fremgår det blandt andet, at den pågældende driver et bureau for escortpiger, og at han på listig vis er i stand til at hvidvaske penge i forbindelse med escortforretningen. Hjemmeværnsmanden blev søndag ringet op af major Steen Zacho, der er leder af hjemmeværnsdistrikt Himmerland-Thy, hvorunder hjemmeværnsmandens kompagni befinder sig. Da majoren fik bekræftet, at det var den pågældende, der havde udtalt sig i avisen, fik denne besked på, at han var udtrådt af Hjemmeværnet. Kort efter fik han af den lokale kompagnichef inddraget den udleverede udrustning. Årsagen til den hurtige reaktion er, at man finder mandens forhold belastende for Hjemmeværnets omdømme. - Det er bestemt ikke forligeligt med de værdighedskriterier, vi har i Hjemmeværnet. Vi skal stå som en agtværdig organisation, der støtter det civile samfund, siger Steen Zacho. Han mener ikke, at det kan forenes med forretningsmæssig aktivitet, hvor der kan være tvivl om lovligheden af det, der foregår. - For mig som chef for enheden er det altafgørende, at de mennesker, som vi sender ud, holder deres sti ren, så der ikke er grund for borgerne til at pege fingre ad dem, når de kommer i uniformen, siger Steen Zacho. Distriktschefen er glad for, at Ekstra Bladet har bragt sagen frem i lyset. Han afviser dog en del af avisens artikel, hvor hjemmeværnsmanden forklarer, at han via sin stilling i Hjemmeværnet kan opsnappe, hvornår politiet vil køre razzia mod prostituerede. - Der er tale om en løgn, som hjemmeværnsmanden stikker den kvindelige journalist, fordi hun virkede nervøs, siger Steen Zacho, der ikke kunne genkende, at den pågældende skulle være med ved møder sammen med politifolk. Den kvindelige journalist fik hjemmeværnsmanden til at forklare sig, fordi hun udgav sig for at være interesseret i at arbejde i hans escort-bureau. /ritzau/