Hjemsendelse af flygtninge går langsomt

Usmidige regler bremser hjemsendelse, siger Dansk Flygtningehjælp

Udlændingepolitik 3. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Selv om Danmark giver flere penge end andre lande til flygtninge, som frivilligt ønsker at vende hjem, tøver mange. På seks år er antallet halveret, og en ny og bedre økonomisk håndsrækning er kun langsomt ved at slå igennem. Sidste år vendte 227 flygtninge frivilligt hjem, og det var lidt færre end året før. Dansk Flygtningehjælp mener ikke, at støtten til de hjemvendte er attraktiv nok. Staten betaler rejsen, og folk modtager en pose penge, som de skal klare sig for i den første svære tid, samt et beløb til indkøb af erhvervsudstyr, men der skal mere til, hvis ordningen skal slå stærkere igennem. Sektionschef Anne-Dorthe Helmich fra Dansk Flygtningehjælp peger på, at flygtningene skal have et eksistensgrundlag, der række flere år frem, før de vover at vende hjem. - De spørger os: Kan vi få hjælp til at genopbygge huset? Eller: Kan vi få midler til at bygge et drivhus, siger hun. Det lykkes bedst, hvis de selv kommer med en plan for, hvordan de skal leve videre. - Vi kan give dem en ydelse her og nu, men det er ikke den, der kan sikre dem en indkomst de næste 25 år. Jeg tror vi skal nuancere støtten mere, og målrette den, så den passer til den enkelte konflikt, siger Anne-Dorthe Helmich. Hun har gode erfaringer med en særlig ordning, som flygtninge fra Bosnien har nydt godt af. Ved hjælp af tre millioner kroner fra Udenrigsministeriets øststøttemidler har man ydet hjælp til genopbygning af ødelagte huse. - Det er en god model og den bør suppleres med noget erhvervsstøtte, så de kan komme i gang, når de vender hjem, siger hun. Integrationsminister Bertel Haarder (V) har netop ansøgt Folketingets finansudvalg om 44 millioner kroner til hjemsendelse af afghanere. Mange af de 1.300 afghanere i Danmark er folk, der har ringe chancer for at opnå opholdstilladelse, og derfor ønsker regeringen dem hjem så hurtigt som muligt. Men det er et dårligt tilbud, mener Dansk Flygtningehjælp, fordi afghanerne skal sige ja inden 1. november. I et notat advarer man ministeriet mod at presse ordningen igennem lige inden den hårde vinter sætter ind i Afghanistan. - Jeg tror de tøver og gerne vil se tiden lidt an. To måneder er heller ikke lang tid at skulle bestemme sig i, siger Anne-Dorthe Helmich.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...