Hjernekirurg melder sig som republikansk præsidentbud
Ben Carson, der er pensioneret hjernekirurg, oplyser, at han vil være Republikanernes præsidentkandidat.
Endnu en republikaner har meldt sig i kampen om at blive partiets præsidentkandidat frem mod det amerikanske valg i 2016.
Søndag siger den pensionerede hjernekirurg Ben Carson, at han stiller op i kapløbet om at blive nomineret til at stå i spidsen for Republikanerne i kampen om Det Hvide Hus.
- Jeg er villig til at blive en del af ligningen, og derfor annoncerer jeg nu mit kandidatur til at blive USA's næste præsident, siger Carson i et interview med tv-stationen WPEC i Florida.
63-årige Ben Carson er en populær skikkelse i den konservative Tea Party-lejr i det republikanske parti.
Han skal dog slå en række andre republikanske profiler for at blive partiets endelige præsidentkandidat.
Tidligere har blandt andre Marco Rubio, der siden 2011 har været senator i Florida, offentliggjort sit kandidatur.
Det samme har Ted Cruz og Rand Paul.
De ventes yderligere at få følgeskab af Jeb Bush, Chris Christie og muligvis flere andre.
/ritzau/Reuters
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.