Slettestrand

Hjerneskadede på scorekursus

Hjerneskadede lærer at tackle det modsatte køn på weekendophold i Slettestrand

SLETTESTRAND:Selvom man er blevet hjerneskadet som ung, kan man godt have lyst til at møde en fra det andet køn. Men det er sin sag, når ens skade har ændret hele ens personlighed og måske medført et bevægelseshandicap eller talebesvær. Med andre ord: der skal et scorekursus til. Det er baggrunden for at Hovedtropperne er rykket ind på Feriecenter Slettestrand i denne weekend. Hovedtropperne er en forening for unge med hjerneskader, og det er en ungdomsafdeling af Hjerneskadeforeningen. Cirka 40 medlemmer er i dag og i morgen på feriecentret, og her skal de blandt andet høre om, hvordan de skaber kontakt til en sød pige eller fyr. Bo Gerner Thomsen fra foreningen forklarer, at det er vigtigt at få afklaret sin egen situation, inden man kan skabe kontakt til en anden. - Mange af vores medlemmer har fået en hjerneskade i en ung alder, og så kan det være utrolig svært at finde sin identitet. Man er ikke længere den samme person, og det gør det svært at forholde sig til andre og få en kæreste, siger Bo Gerner Thomsen. Derfor vil foredragsholdere med pædagogiske og psykologiske baggrunde fortælle om, hvordan en hjerneskadet person lærer at fokusere på andet end lige det, han eller hun ikke længere kan. Feriecenter Slettestrand er valgt, fordi det ifølge Bo Gerner Thomsen er et pragtfuldt sted, hvor foreningen føler sig velkommen. Rammerne - ikke mindst den skønne natur - er glimrende, og det giver rig mulighed for et godt socialt samvær. - En del hjerneskadede oplever, at deres netværk bliver væk. Derfor lægger vi i Hovedtropperne stor vægt på samværet med andre, fortæller Bo Gerner Thomsen. I aften er der stor scorefest, fortæller Inge Marie Kronborg fra Feriecenter Slettestrand. Der er sørget for mexicansk ta'-selv-bord, levende musik og dans til de små timer. Feriecentret lægger stor vægt på også at være for fysisk og psykisk handicappede. Flere handicaporganisationer benytter centret, og det er Inge Marie Kronborg naturligt nok glad og stolt ved.