Hjerte Es melder 25 år

Rund fødselsdag fejret med guldpointturnering

EMNER 21. september 2004 06:00

SKAGEN: En sagte mumlen med meldinger blander sig med raslen af kort ved de 14 grønne borde i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Der spilles bridge, og så er der ikke plads til overflødig snak. I den ene ende af lokalet sidder turneringsleder Leif Molbech med sit ur og overvåger det hele. Der afvikles guldpointturnering i anledning af 25 års jubilæum i den lokale bridgeklub, Hjerte Es, og 30 lokale sponsorer har bidraget med flotte præmier. Deltagerne er kommet fra hele landet, og formanden for klubben, Grethe Christensen, er selvfølgelig også selv med i turneringen. Hun var også blandt de 16 personer, der for 25 år siden tog initiativ til en lokal bridgeklub i Skagen. Ved den stiftende generalforsamling blev hun valgt som formand, og det har hun været lige siden. I de seneste mange år har hun desuden også stået for undervisningen i bridge, for det kræver vejledning og tålmodighed at blive en god bridgespiller. Hun kan da også glæde sig over, at flere af de lokale i tidens løb har kvalificeret sig til DM i bridge, uden at det dog er blevet til en lokal dansk mester. Med 70 medlemmer har Hjerte Es aldrig været større end nu, men bridge skulle vistnok også være det mest populære spil i hele verden, og ifølge Grethe Christensen er det både god hjernegymnastik og fint socialt samvær på én gang. Hver tirsdag aften møder cirka 50 personer op i Klitrosen til hjernegymnastik, og om onsdagen kommer der typisk 12 - 16 medlemmer for at blive endnu dygtigere. - Det er en af de få sportsgrene, hvor bedstemor kan spille på lige fod med børnebørn, og et par krykker forhindrer heller ikke nogen i at deltage. Vi har medlemmer i alle aldre, men vi må nok indrømme, at der er et overtal af ældre medlemmer, fortæller Grethe Christensen. Bortset fra en frokostpause var der ikke meget tid til at snakke i søndags. Hvert par skulle i løbet af dagen nå at spille 57 spil, og der var kun afsat 21 minutter til en runde bestående af tre spil med risiko for strafpoint ved gentagne overskridelser af tidsfristen. Men til de ugentlige bridgeaftener er der mere tid til det sociale. Mange af medlemmerne er da også trofast mødt op en gang om ugen gennem mange år. Ud over formanden, Grethe Christensen, er der kun et medlem, Margit Nielsen, der har været med i samtlige 25 år, men flere kommer tæt på. Søndagens vindere blev i A-rækken Peter Kjær Aarup og Ole Nørmølle, Bridgeklub Nord, Aalborg, og i B-rækken vandt Martin Hilmar og Jesper Kragh, Bridgeklub Nord, Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...