Hjertedag fejres med frugt og trav

Den internationale World Heart Day fejres lokalt med både efterårsfrugter og en travetur ved Solbjerg Kirke lørdag 20. september kl. 14.

Hestesport 9. september 2008 08:13

Formanden for Hjerteforeningens lokalkomité i Rebild, Irma Døssing, opfordrer alle til at deltage i den kombinerede trave-, frugt- og kulturhistoriske tur, hvor der undervejs er stop på Solbjerg Frugtplantage og ved Solbjerg Kirke. Turen begynder ved Solbjerg Kirke, hvor tidligere folkeskole- og højskolelærer Arne Døssing fortæller om kirken og kirkegården, der er anlagt helt tilbage i bronzealderen. Efter besøget ved kirken går deltagerne to kilometer til Solbjerg Frugtplantage. Her står ejerne Eva og Carlo Hermansen parate til at fortælle om de forskellige frugter, og deltagerne kan nyde de begyndende efterårsfarver, mens de får smagsprøver på de forskellige sorter. Efter rundvisningen er der mulighed for at købe forfriskninger. Medlemmer af Rebild Lokalkomité besvarer spørgsmål om Hjerteforeningens arbejde og uddeler gratis informationsmateriale om sund livsstil. Der er ingen tilmelding til turen, man skal bare møde op. Lokalkomiteen arrangerer samkørsel for dem, der har lyst til det. Formand Irma Døssing tager imod henvendelser, både hvis man har plads i bilen eller har brug for en plads. Man kan læse mere om hjertedagen på www.world-heart-federation.org

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...