Naturvidenskab

Hjertelig hilsen til livet

Margrethe Pedersen fik vendt op og ned på sin hverdag på et døgn. Som 40-årig fik hun helt uventet konstateret åreforkalkning i hjertet

Det kom som et chok. Først nu er hun godt på vej til at forvinde det. Der var ingen, der tænkte på forkalkede årer, da Margrethe som 40-årig søgte læge i sommeren 2000. Periodevis kunne hun ikke få vejret. Hun søgte læge. Fik taget hjertekardiogram. Det viste ikke noget alarmerende umiddelbart. Der gik en 14 dages tid. Hun kontaktede igen lægen, fik en tid om eftermiddagen, gav den 10-årige datter Maja besked om, at hun godt kunne lave kaffe. Hun var snart hjemme igen. Det kom Margrethe imidlertid ikke, først ni dage senere. Hun havde det fint igen, da hun sad i lægens konsultationsværelse, men - til alt held kunne man sige - fik hun det dårligt igen, og så gik det i huj og hast til sygehuset. En undersøgelse via lysken viste sig, at en eventuel ballonudvidelse ville være omsonst. Hovedkranspulsåren var lukket med 99 pct. Der skulle opereres. Den stod på en by pass. Operationen gik i gang med 18-tiden, og hun var færdig kl. 23. Har hun fået at vide. Det næste par dage på intensiv var et liv i tåger. Hun husker en lægestuderende som nattevagt ved sin side. Han så ud til at være ved at falde i søvn. Hun blev angst for, hvem skulle nu passe på hende. Hun husker en læge, der kom forbi på en rundvisning og kommentaren rettet mod hendes seng: "40 år". Og hun græd Hun kan huske fjerde-femte-dagen, hvor hun lå inde mellem de mange blomster, hun havde fået - og vrælede. - Hvem forestiller sig, at en kun 40-årig og så kvinde skulle være døden nær på grund af åreforkalkning, siger hun. Hun havde røget sine 20 smøger om dagen siden 9.-10. klasse, var dog trappet ned til seks og er nu på nul. Men ellers havde hun levet et aktivt liv på en gård med heste, fast job med rengøring og slank dengang som i dag. Arbejdsfordelingen derhjemme havde været manden, der tog sig af det derude, og hun kvinden, der tog sig af det derinde på stedet, som er hendes fødehjem og hendes drømmes mål i udkanten af Hammer Bakker. Margrethe Pedersen, i dag 43 år, havde fået både frisk luft, motion og ganske almindelig kost. Intet havde været badet i smør og margarine, men det var da indgået i husholdningen. Nu er det så godt som væk. Hun tørsteger, når det er muligt. Hun husker at tage en times lur på sofaen, når hun kommer hjem fra sin 32 timers arbejdsuge med rengøring på Aalborg Kaserner. Så mange nej-tak I forbindelse med opholdet på sygehuset, hvor hun gik til genoptræning, fik hun anbefalet Hjertecentret og dets ekspertise. Men hun skulle da i hvert fald ikke være en af dem, der sad i rundkreds og betroede deres inderste. De første dage derhjemme gik med langsomt at træne sig op til at gå rundt om gården og senere ned til søen, hvor hendes mand lavede en bænk til hende. Her kunne hun hvile sig, når hun nåede så langt. Netop søen er noget særligt. Den var et af de steder, hun havde haft et af sine anfald. Hun kom hjem til en ny mand, der nu også tog fat derinde. Efter operationen om sommeren genoptog hun arbejde i midten af oktober 2000. Hun klarede opgaven fysisk, men også der gik hun og vandede høns. Små to år senere. Sidste sommer væltede læsset. Psyken spillede hende et puds. Det hele var gået så hurtigt, at hun ikke havde nået at bearbejde, hvad der skete. Gennem lægen fik hun kontakt til Hjertecentret. Lederen, Birgitte Kvist, var klar til en samtale næste dag. I dag siger hun uden blusel: Birgitte reddede mit liv. Det nye liv Hun kom til psykolog. Fik tingene ud og er i dag med i centrets unge-gruppe af by pass-opererede mellem 25 og 45 år. Hun sidder i rundkreds, og det gør godt. Hun kan nævne både by pass og psykolog ved rette navne. Før hed det sygehuset og damen. Hun er begyndt at ride igen, hvilket hun gjorde meget før, tilskyndet af Birgitte. Det troede hun ikke, hun kunne, fordi ståltråden i brystet strittede ud og generede. Den har hun fået fjernet, og arret er blevet gjort pænere. En smal sag, som kunne klares med en enkelt overnatning på sygehuset. Hun får kolesterolnedsættende medicin, blodfortyndende børnemagnyl og kosten er lagt om. Livet er der, men det bliver aldrig det samme igen. Hun bliver mindet om oplevelsen hele tiden. Hun oplever ikke sig selv som "lige så god som ny" efter operationen. Måske næsten rent fysisk, men hun bakser ikke med de samme store ting som før, og psykisk er hun stadig følsom. Hun har fået drømmen om at overtage barndomshjemmet opfyldt, men af og til tænker hun stadig: "Hvad fanden er der ved det", selv om en læge har bedyret over for hende, at hun har været heldig. Hun skal bare se på alle de mennesker, der går rundt på gaden. De er ikke blevet undersøgt.