Hjerterum i kvindernes klub - en klub for alle
Hver mandag mødes kvindelige flygtninge og indvandrere hos Frivilligcenter Mariagerfjord - til snak, kaffe, sytøj, strik og masser af dansk.
- De kommer i smågrupper, med vinterkulde siddende i jakker og tørklæder. Med børn ved hånden og på armen og med generte smil træder de fra mørket ind i lyset og varmen. Kvinder i alle aldre, der har taget flugten fra Syrien, fra Afghanistan, fra Irak, og ad den ene eller anden omvej er endt her i Hadsund, fortæller Camilla Thorup Christoffersen fra Frivilligcenter Mariagerfjord.
Hver mandag aften bliver frivilligcenterets mødelokale deres. Så sendes kaffen op og ned ad bordene, børnene tumler med legetøj og spil på gulvet, og der er tid til at strikke, sy - og snakke.
Både på arabisk og dansk. Kvindecaféen er nemlig ikke kun et frirum, hvor mænd ikke har adgang.
Den er også en måde at integrere kvinderne i det danske samfund.
- Jeg kommer her for at snakke og lære dansk og for at være sammen med andre kvinder ligesom mig. Det er hyggeligt at være her, siger Kanaria Khaled fra Syrien.
Hun er en af de yngste kvinder i caféen og en af dem, der snakker bedst dansk. Derfor tager hun tit opgaven på sig med at oversætte, når de danske frivillige fortæller og forklarer, så hun er sikker på, at alle ved bordet forstår.
Kvindecaféen blev oprettet i august i år af tre lokale kvinder: Susanne Sørensen, Faketa Leto og Kirsten Beermann.
- Vi syntes, vi kunne se, at der var et behov for at lave et sted kun for kvinder. Gennem frivilligcenteret mødte vi mange mænd, der var kommet hertil som flygtninge eller indvandrere, og vi vidste, at de havde taget deres koner og familier med herop. Så vi tænke, at det kunne være en god måde at få kontakt til kvinderne på ved at lave et mødested kun for dem, forklarer Faketa Leto.
Men selv om der er en klar overvægt af arabisktalende kvinder i caféen, når den er åben hver mandag eftermiddag og aften, bliver det kraftigt understreget, at caféen er for alle kvinder.
- Det er ikke et spørgsmål om religion eller kultur. Vi kender det jo alle sammen - det er bare nogle andre ting, vi snakker om, når vi er sammen med kvinder. Og vi har brug for den slags snakke, siger Faketa Leto.
Til at hjælpe med at få snakken lidt på gled og få øvet det danske sprog, der kan volde så store problemer for udefrakommende, er der samtaleark på bordene i kvindecaféen, to fulde sider med illustrationer på alt fra farver og former til tøjstykker, madvarer, transportmidler og professioner.
Engang imellem spiser kvinderne sammen. Både dansk og arabisk mad. Og en enkelt gang har kvindecaféen også været en tur til Aarhus for at se på byen, og så kvinderne kunne handle i Bazar Vest.
I det hele taget har kvindecaféen været så stor en succes de første måneder, at den fortsætter i 2017.
- Det har været en rigtig god oplevelse, og vi tror på, at de kvinder, der kommer her, får noget ud af det. Så vi åbner caféen igen 9. januar klokken 17.30, fortæller Faketa Leto.
Til gengæld vil der fremover kun være café hver anden mandag frem for hver mandag. - Vi har kunnet se, at vi får et overvældende godt fremmøde cirka hver anden uge, mens der de andre mandage kommer knap så mange. Derfor satser vi på at mødes hver 14. dag fremover og så samle rigtig mange hver gang, siger Faketa Leto.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.