Hjerteskærende logik

En begravelse har jeg dog overværet frivilligt; ja, jeg vil næsten sige, at jeg har glædet mig til den. Det er teaterstykket "Begravelsen", der opføres på Aalborg Teater et par uger endnu. Mange læsere har utvivlsomt set filmen "Festen", der gik i biograferne for mange år siden. Filmen gik sin sejrsgang over hele verden med Thomas Vinterberg som mesterlig instruktør og en perlerække af skuespilpræstationer. Nu møder vi familien igen 10 år efter festen. Den gamle patriark er død, og efter at have isoleret sig fra hinanden mødes familiens medlemmer endnu en gang: moderen (der efter eget udsagn har haft 10 gode år med sin nu afdøde ægtefælle), de to sønner med koner, søsteren og et barnebarn. Hvordan siger man farvel til en far, der har misbrugt sine egne børn seksuelt og drevet sin egen datter i døden? Hvordan er familien præget af den opvækst, hvor facaden skulle holdes udadtil, men dæmonerne findes og lever videre i næste generation? Ja, det er selvfølgelig teaterstykkets dramatiske akse: De forskellige reaktioner på faderens død, alt efter hvilken relation den enkelte har haft til ham. Men der sker mere end det, for hvilke relationer vil børnene få til hinanden? Ægtefællerne skal introduceres, hvem er de? Og det yngste skud på stammen, patriarkens barnebarn, skal denne lille fyr virkelig med til begravelsen og hvorfor? Thomas Vinterberg og Mogens Rukov, som også samarbejdede om manuskriptet til "Festen", har skrevet stykket sammen - til opførelse i Wien. Og med rette sammenligner Mogens Rukov i programmet "Begravelsen" med de gamle grækeres fortællinger og tragedier. Også Shakespeares "Hamlet" kunne nævnes. Hvorom alting er, så er vi oppe i det højdramatiske felt med de store følelser. Jeg kan hurtigt blive allergisk over for det, jeg kalder "råbeteater". Måske fordi fjernsyn og film, som jeg ser meget af, er intime og tætte udtryk, hvor råben og skrigen fravælges? Men i "Begravelsen" er det store drama fuldt berettiget ud fra en handlingsgang, der udfolder sig foran os i sin egen hjerteskærende logik. Her er "råbeteater" nødvendigt, fordi der er tale om voldsomme begivenheder; her kan de menneskelige reaktioner hverken hviskes eller tales frem på en scene på små tre timer. Der må større og stærkere virkemidler til. Den grumme handling i "Begravelsen" kan vi ikke affærdige som tankespind; vi møder overgreb som incest, drab og vold, hver gang vi læser avis, hører radio eller opsøger nyhedsmedierne. Og hvor mange af os går selv fri af skæbnetunge hændelser og livserfaringer? Vi kommer i hvert fald alle til at opleve døden, og med alderen kommer den stadig større erfaring med begravelser. At betitle et teaterstykke "Begravelsen" er ikke umiddelbart tillokkende. Men som kunstnerisk greb - som ramme for et familiedrama - er "Begravelsen" fantastisk skåret. Helt ind til benet - dér, hvor det gør ondt. Nina Hobolth, seniorforsker, kunsthistoriker, mag.art. Tidl. direktør for Kunsten, kunstmuseet i Aalborg.