Hjerteskærende og vigtig

Et sted i dokumentarfilmen "Hitlers sekretær", hvor den nu afdøde tyske kvinde Traudl Junge fortæller om sit arbejde som sekretær i førerbunkeren, bliver hun spurgt om sin samvittighed. Hvordan kunne hun? Hun svarer, at hun i mange år undskyldte sin passive holdning til nazisternes uhyrligheder med sin unge alder. Men det var kun til hun i München så mindesmærket over Sophie Scholl - en helt jævnaldrende. Da erkendte Traudl Junge, at ung alder ikke er en undskyldning for ikke at tage stilling, for ikke at gøre modstand. Citatet er også med som slutning på filmen "Der Untergang" om Hitlers sidste dage, der netiop for en stor del bygger på Traudl Junges bog og film. Få danskere har formentlig kendt navnet Sophie Scholl før da. Men det kommer vi til nu. Instruktøren Marc Rothemund har lavet en hjerteskærende, nagende og fremragende film om den unge kvindes sidste tid, dagene fra hun og hendes bror bliver taget, til Sophie, hendes bror og deres ven Christoph Probst bliver dømt til døden og henrettet ved halshugning. Filmen bygger næsten udelukkende på forhørsprotokoller, retsudskrifter og optagelser af afhøringerne af Sophie Scholl. Og sådan er den også: Filmens hoveddel er de lange afhøringer, der snart kommer til at forme sig som en lang duel mellem fangen og forhørslederen. En duel på idealer og intellekt. Forhørsofficeren er nemlig ikke tilfreds med en tilståelse, han vil også have sin fange til at angre og til at indse, at den nationalsocialistiske ideologi er den eneste rigtige. I stedet er det hans egen sikre tro, der kommer på prøve. Sophie Scholls gruppe hedder Hvide Rose, og den består kun af ganske gå - hende selv, hendes bror, et par venner og nogle medstuderende. De arbejder udelukkende med løbesedler og med slagord på byens mure om natten, de er ikkevoldelige og humanistiske. De er idealister, ikke politisk orienterede, men brænder for at redde Tyskland, inden Hitler tvinger nationen til kollektivt selvmord. Men hvor fredeligt deres arbejde end er, er det uhyggeligt farligt: At opfordre til modstand mod regimet i Nazi-tyskland 1943, mens tropperne er spærret inde ved Stalingrad og Hitler er trængt på alle fronter, er selvmorderisk. Det er en knugende, forfærdelig stemning, instruktøren Marc Rothemund skaber fra første billede. Han tværer ikke i noget, bruger ikke grove midler. Det er ikke nødvendigt. Vi ved jo hvordan det vil ende - så man må forlige sig med den onde slutning og bruge beretningen til at forstå nødvendigheden af at sige fra. Hun kæmper med en utrolig styrke for at fastholde sine idealer og redde sine kammerater, lige til det sidste. Det er en vigtig historie og det er den fine unge skuespiller, Julia Jentsch, der forløser den med en betagende styrke. Filmen er enkelt og skarpt opbygget: En aftens arbejde med løbesedlerne og spredningen af dem på universitet er noget af det mest knugende og truende, jeg har set på film. Anholdelsen, fængslingen, afhøringerne, retssagen, dommen - og henrettelsen. Det forløber fuldkommen kronologisk, ingen filmiske krumspring. Sophie Scholls kamp var forgæves, alle blev dømt, men hun og hendes kammerater sejrede på længere sigt. For Tyskland er hun i dag et ikon for den sandhed, at ikke alle var nazister. Og for verden er hun snart symbol for mod og renhed i tanke og handling. Det er en hjerteskærende film. Men se den. Sophie Scholls historie er blandt århundredets vigtigste.

  • "Sophie Scholl - de sidste dage"
  • Originaltitel: "Sophie Scholl - die letzte Tage"
  • Tyskland 2005. Instruktør Marc Rothemund.
  • En time, 57 minutter. Till. o. 11 år.
  • Biffen, Aalborg