Hjertestartere står ofte i private lokaler

Kommunale haller og skoler har typisk ikke en hjertestarter.

Jane Bünemann,
Flere med hjertestop udenfor sygehusene kunne reddes, hvis der fandtes flere hjertestartere. Arkivfoto: Thomas Hansen
Skolevæsen 16. november 2011 09:50
- Klik ind på hjemmesiden www.hjertestarter.dk og se, hvor i nærområdet, der findes en hjertestarter. Sådan opfordrer tidligere praktiserende læge Frede Nørgaard, som sidder i Ældre Sagens sundhedsudvalg. - Når situationen opstår, er det meget vigtigt, at man ved, hvor i nærheden hjælpen findes, siger han. Viceberedskabschef Dennis Ottosen har netop været i gang med at registrere de hjertestartere, der findes i Hjørring Kommune. På hjemmesiden kan man se, hvor de findes. Det kan være en god idé at se, hvor de findes, for umiddelbart skulle man tro, at de fandtes i offentlige bygninger, men på hjemmesiden kan man se, at langt de fleste står i private virksomheder. Der er for eksempel ikke hjertestartere på plejehjem, skoler eller kommunale haller. - Politikerne har ikke krævet det, siger Dennis Ottosen. For nogle år tilbage foreslog daværende byrådsmedlem Henrik Guldsø Nielsen, at der skulle opstilles hjertestartere på plejehjemmene, men det blev stemt ned. Nogle idrætshaller har en hjertestarter - typisk fordi de en idrætsforening eller organisation har købt en. Til gengæld findes der en hjertestarter i administrationsbygningen i Vrå og en i Hirtshals. - I Hirtshals findes der også en på apoteket tyve meter væk. Der kunne man måske have overvejet at opstille en et andet sted end rådhuset. Et sted, der er tilgængeligt om aftenen og natten også, siger Dennis Ottosen. I Hjørring Kommunes yderområder findes ikke ret mange hjertestartere. Det er ellers her, Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der opstilles hjertestartere på steder, som folk kan komme til. Sundhedsstyrelsen anbefaler også politikerne at tænke hjertestarterne ind i den regionale og kommunale præhospitale indsats. - Måske kan borgerforeninger eller andre foreninger gå sammen om at købe en hjertestarter, siger viceberedskabschefen. Dennis Ottosen mener, at man skal være opmærksom på, at hjertestartere også kan give en falsk tryghed. - Det er godt at have dem, men det kræver også viden at kunne bruge dem. Jeg tror, man skal sætte fokus på det i folkeskolen, så man allerede dér lærer førstehjælp. Dennis Ottosen siger, at en hjertestarter med førstehjælpskursus koster 18-20.000 kr. En hjertestarter alene koster 12-14.000 kr.: - Det er et værktøj, man håber aldrig at få brug for.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...