Sæby

Hjertesuk over ambulanceberdskab

SÆBY:På Kommunelistens generalforsamling forleden lød der et hjertesuk fra gruppeformand Tommy Thomsen. Det store suk skyldtes amtets planer om at skære i ambulanceberedskabet, som reelt betyder, at der ikke vil være mandskab på falckstationen i Sæby om natten. - Det er utroligt, at amtet ikke vil tage hensyn til byens store arbejdspladser, der arbejder i holddrift, og til de mange flere indbyggere og turister, der opholder sig i området i sommerperioden, sagde Tommy Thomsen. Formanden for bestyrelsen i Kommunelisten, Henning Bak, kunne på generalforsamlingen glæde sig over, at det meste arbejde i byrådet foregår på en sober måde. Dog havde Henning Bak svært ved at sluge en melding fra Per Hjortnæs (S), der i en artikel i NORDJYSKE kaldte Kommunelisten for utroværdig. - Det er for meget, når man bliver nævnt som utroværdig på grund af nogle gamle sager. Jeg kan ikke se, at det er en måde at få en dialog eller et samarbejde i gang. Hvis det er det kommende niveau, vil Liste T ikke være med, sagde Henning Bak.