EMNER

Hjertet banker stadig for landbruget

I 25 år har direktør Hans Pindstrup haft sin daglige gang på Vesthimmerlands Landbocenter i Aars

Direktør Hans Pindstrup er godkendt ejendomskonsulent og tager gerne en tørn, når der kommer mange sager ind. Foto: Martin Damgaard

Direktør Hans Pindstrup er godkendt ejendomskonsulent og tager gerne en tørn, når der kommer mange sager ind. Foto: Martin Damgaard

AARS:Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke. Så selv om direktør for Vesthimmerlands Landboforening Hans Pindstrup på fredag kan fejre 25 års jubilæum på Landbocentret, brænder han stadig for sit job. - Jeg er født ind i landbrugsmiljøet og har altid ønsket at varetage landbrugets interesser. Det har været min drivkraft, og derfor kan jeg også blive rasende, når nogle rakker landbruget ned, siger Hans Pindstrup, som er vokset op på en gård mellem Vegger og Bislev - en gård, som han siden 1981 selv har drevet. - Jeg ville gerne overtage den fædrene gård - selv om den med sine 50 hektar måske nok er lige i overkanten af, hvad man kan kalde et fritidslandbrug. Men så har jeg heldigvis fire sønner, som gerne giver en hånd med, siger Hans Pindstrup. Landbruget var i krise 1981 var også året, hvor Hans Pindstrup kom til Landbocentret i Aars. Han begyndte som økonomikonsulent, og efter en kort periode som leder af regnskabsafdelingen blev han i 1991 tilbudt jobbet som direktør. Og ifølge Hans Pindstrup er der sket store ændringer i landbruget i løbet af de 25 år. - I 1981 var det ulvetider, og vi havde alt for mange landbrug, der tjente for lidt. Renten var 20-25 %, og de første par år beskæftigede jeg mig stort set ikke med andet end gældssaneringer, hvilket var meget hårdt, mindes Hans Pindstrup. I dag ser det anderledes ud. - Siden 1981 har vi fået færre selvstændige landbrug, men det betyder paradoksalt nok ikke færre køer og svin. Den nye Vesthimmerlands Kommune bliver den kommune i Danmark med flest store husdyr. Der har været en lyst til at udvide og udvikle, siger Hans Pindstrup og fortsætter: - Jeg synes måske, at det ville have været sjovere, hvis vi kunne have fastfrosset vores struktur fra dengang. Men så var vi faldet bagud, og man kan ikke kæmpe mod udviklingen, mener Hans Pindstrup. Nye tider på vej Når Hans Pindstrup om godt et år fylder 62 år, trækker han sig tilbage fra arbejdsmarkedet. - Jeg har en fritidsbolig i Tversted, men jeg har ikke haft tid til at slappe af deroppe siden efterårsferien sidste år. Men jeg regner med at få tid til fritiden, når jeg stopper her på Landbocentret, siger Hans Pindstrup. Selv om Hans Pindstrup altså snart kan se enden på sin egen karriere, mener han, at Vesthimmerlands Landboforening er kommet for at blive. - Her i området er der brug for en stærk og veludviklet Landboforening. Jeg ser Landboforeningen som landdistrikternes vogter. Den skal hjælpe med til at udvikle området, så vi undgår en affolkning i stil med den, man har set i blandt andet Sverige og USA. Og vi er oppe mod hårde odds, for byerne trækker mange til sig, siger Hans Pindstrup, som dog ser frem til at fejre sit jubilæum. Tid til fest - Normalt synes jeg, at runde fødselsdage hører privatlivet til, for det er kun ens forældre, som man kan takke for, at man er blevet til. Men at jeg er her i dag, er både Landbocentrets og min skyld, så jeg synes godt, at vi kan holde sølvbrylluppet sammen, siger Hans Pindstrup. Jubilæet fejres derfor med en reception på Vesthimmerlands Landbocenter i Aars fredag 1. september.