- Hjertet på rette sted

Røde Kors Hjemmet i Løgstør fejrede fredag, at det var 50 år siden, centret åbnede på Bøgevej

Lasse Damsgaard og Jesper Thomasen (foto)
Der var tid til mange gode snakke under receptionen.
15. september 2018 05:55 - Opdateret 15. september 2018 09:49

LØGSTØR: Tit og ofte midt i orkanens øje, men styrket ud gennem den hårde modvind...

Da det selvejende plejehjem Røde Kors Hjemmet i Løgstør i går markerede, at det er 50 års siden, hjemmet stod færdigbygget på Bøgevej i Løgstør - i dag som nærmeste nabo til Løgstør Skole - var det med en bevidsthed om, at modgang gør stærk.

En af dem, der ofte har mærket modvinden for plejehjemmet, er Erhard Kristensen. Han var fra starten af 1990erne og i en periode på 15 år formand for plejehjemmet.

Han var i går mødt op for at hilse på ved fødselsdagsreceptionen, og her havde han lejlighed til at se tilbage på en årrække i formandsstolen, der bød på utallige storme for den selvejende institution. Vinden er ofte blæst stærkest i forbindelse med de kommunale budgetlægninger, hvor Røde Kors Hjemmet igen og igen har været sendt i spil som sparemulighed.

Erhard Kristensen sidder tilbage med en fornemmelse af, at der blandt politikerne oftere er kigget mere til den selvejende institution som sparemulighed end til de kommunale plejehjem.

Selvom man skulle tro, at hjemmet som selvejende institution er langt væk fra politikernes spareknive, så er det langtfra sådan. Røde Kors Hjemmet modtager nemlig kommunalt tilskud og beboerne på Røde Kors Hjemmet er også visiteret af kommunen. Hjemmet er derfor sårbar overfor politikernes luner.

En konstant kamp

- Jeg husker det som en konstant kamp, siger Erhard Kristensen, som i går blandt andet kunne kigge tilbage på slutningen af sin formandsperiode, hvor kommunen i 2007 pludselig barslede med tanker om at gøre Røde Kors Hjemmet til en kommunal institution.

- Det var vildt, men planerne blev da heldigvis forpurret, siger Erhard Kristensen, som fornemmer, at der steder i det kommunale system har været en vis misundelse over de frihedsgrader, der trods alt er ved at være selvejende.

- Jeg tror f.eks., det var lidt en torn i øjet på nogen, at Røde Kors Hjemmet fik en bus. Så skulle de kommunale centre da også have busser. Og vi ville ikke være med til at lukke vores eget køkken. Og se nu bare, køkkenerne på de kommunale centre er sørme vendt tilbage efter maden en årrække har været lavet centralt. Selvfølgelig skal der dufte af hjemmelavet mad på et plejehjem.

- Jeg synes egentlig, Røde Kors Hjemmet burde have tak for at være forgangsmand, lød det fra Erhard Kristensen, der i går hilste på centerleder Trine Klitgaard. Hun har været på Røde Kors Hjemmet i ni år - først som afdelingssygeplejerske og de sidste fire år som forstander. Hun lægger ikke skjul på, at centret under hendes ledelse gerne går egne veje.

- Det kan godt være, at der ikke er tildelt midler til, at vi kan gå med beboerne til læge.

- Men selvfølgelig går vi med beboerne til læge. Her får de altså også gjort rent hver uge, selvom de måske kun er tildelt rengøring hver anden uge, siger Trine Klitgaard, som i øvrigt har den tilgang, at hendes medarbejderes vigtigste egenskab er "at have hjertet med".

- Faglighed er noget der kan tillæres, empati er medfødt, som hun udtrykker det.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...