Patienter

Hjertets rummelighed

Detroniseret formand holder fast på principperne og det gode humør

Måske vil nogen synes, at hun er lige lovlig bøvlet med sin principfasthed og krav om, at vedtægterne skal følges til punkt og prikke. Men det er der så ikke noget at gøre ved. Bente Djørup, 55, vil gå ordentligt fra borde, når hun forlader formandsposten i foreningen Sind, og det indbefatter, at roret overlades til en lovligt valgt efterfølger. Derfor endte landsmødet i sidste weekend i kaos, og derfor bliver der formentlig indkaldt til ekstraordinært landsmøde, hvor det gamle forretningsudvalg i hvert fald stiller med en kandidat, der kan vælges i følge vedtægterne. - Det handler ikke om min person, men om troværdighed og tillid. Dem, der støtter vores arbejde skal ikke tro, at vi bare bøjer reglerne, fordi det lige passer i vores kram, siger hun. Hvis det lykkes havkatten i hyttefadet, Peter Duetoft, at stille op på lovligt grundlag, er det i orden med Bente Djørup, der absolut ikke har mistet humøret. Det kan formentlig slet ikke lade sig gøre for denne rummelige person, der hele livet både privat og på jobbet har haft sans for de skæve eksistenser. Dem, der ikke uden videre kan klare sig selv i et samfund, de har svært ved at overskue, men som rummer ressourcer og evner, som de ikke altid selv er klar over. Aldrig kedeligt Bente Djørup og hendes mand Ole har gjort det til en livsopgave at få ressourcerne frem. Og så er opgave endda ikke det helt rigtige ord, for man får rigtig meget retur, mener Bente Djørup. Gode oplevelser og en hverdag, der aldrig er kedelig. - Jeg er vokset op med det, siger Bente Djørup, mens hun med gravhunden Futte på skødet kigger ud over Kattegat fra førstesalen hjemme i Als. Hendes farfar startede institutionen Fredhjem i Vodskov i 1919, og hendes far overtog den i 1950 og drev den videre. - Dengang var der over 50 patienter i et spektrum fra småt begavede til mennesker med epilepsi og andre skavanker og svagheder. Set med vore dages øjne var det kummerlige forhold med store sovesale og så videre. Så midt i 50'erne byggede min far epilepsihjemmet Attruphøj, der var helt unikt for tiden med både tosengs stuer og eneværelser, fortæller Bente Djørup. Opvæksten på institutionen og den daglige kontakt med de åndssvage fra statens store institution i Hammer Bakker har præget Bente Djørup og hendes søskende. - De var en del af vores hverdag. De var med juleaften, til konfirmationer og bryllupper. De var en naturlig del af vores liv, siger hun. Nærkontakten i barndommen betyder, at man også som voksen får et naturligt forhold til dem, der er lidt anderledes. Man bliver ikke så let forskrækket, og man lærer at se deres evner og muligheder. Forstå, at de ligesom alle andre rummer noget vigtigt og givende. Bente Djørup blev sygeplejerske i København og fik allerede i elevtiden interesse for psykiatrien. Efter uddannelsen fik hun arbejde på Philadelphia, hvor især en afdelingssygeplejerske, Søster Marie, var med til at præge den unge pige. - Hun var et godt eksempel og lærte mig mange ting. Bl.a. at møde patienterne dér, hvor de er, og at snakke med dem og observere dem over almindelige gøremål som at gøre rent eller vande blomster, i stedet for at indkalde dem til samtale, fortæller Bente Djørup. Senere kom hun til Norge, til Oslo Kommunes psykiatriske hospitals lukkede modtageafdeling. Her mødte hun sit livs Ole, der var fra Bælum og arbejdede som plejer. Familien voksede Det unge ægtepar havde fra starten en fælles indstilling til det med at tage sig af de svage. Oles morbror Emil og lillebror Ib var begge kommet skævt ind på tilværelsen, og efterhånden groede de ligesom fast i familien, der også omfatter to sønner. Ved siden af arbejdslivet i ældreplejen og socialpsykiatrien havde familien løbende vokseværk med patienter i familiepleje. Og den del er for to år siden for alvor kommet i centrum. - Da jeg rundede de 50, begyndte jeg at tænke over tilværelsen på en ny måde. Hvad jeg gerne ville beskæftige mig med resten af livet, forklarer Bente Djørup, der da havde været leder af institutionen Visborggaard ved Hadsund siden 1980. Hun sagde sin gode tjenestemandsstilling op, og startede sammen med Ole den selvejende institution "Hvem Kan" i Als. Det er et voksen-socialt opholdssted med plads til otte faste beboere og to aflastningspladser. Det var en rigtig god fornemmelse at tage afsked med en god arbejdsplads og gode kolleger på et tidspunkt, man selv har valgt, mens man stadig er glad og positiv. I stedet for, når man er udbrændt, træt og sur, siger Bente Djørup. Tiden på Visborggaard, hvor målgruppen i dag er voksne sindslidende, som primært kommer fra psykiatrisk sygehus og ikke kan få et kommunalt tilbud, der opfylder deres behov, var en tid med store forandringer indenfor psykiatrien. En udfordrende og spændende periode, hvor holdningen til patienterne har ændret sig fra låste døre og tvangsbehandling til medansvar. - Personalet har skullet lære, at selvom man er sindssyg har man lov til at sige sin mening og blive hørt. Patienterne har til gengæld skullet indse, at man ikke kan tillade sig hvad som helst - bare fordi man er syg. Patienterne skal lære, at sygdommen ikke behøver fylde hele deres liv, og personalet at arbejdet handler om omsorg, hjælp, støtte, vejledning - og om at bryde sig om patienterne som medmennesker. - Da jeg kom til Visborgaard var der stadig mange, der fik lommepenge efter behov. Det vil sige, at personalet vurderede deres behov. Nu får de deres pension og skal selv administrere den. Og det er det rigtige - at de selv har det ansvar. I dag fokuserer man mere på ressourcer og evner fremfor på de ting, de ikke kan. - Vi har lært at være en slags konsulenter, og det har været en stor udfordring at erkende, at det handler om at adskille ens egne behov fra beboernes. Samme sang hver dag - Da vi var på en tur til Norge, startede vi hver dag med at synge en sang. Men mange af beboerne har svært ved at læse, og derfor var det for meget for dem med en ny sang hver dag. Deres behov var, at vi sang den samme sang hver eneste dag, så alle efterhånden kunne teksten og kunne synge med, fortæller Bente Djørup. Og så sang det lille selskab "I østen stiger solen op" hver eneste morgen. Beboerne på "Hvem Kan" bidrager også til, at der ser net og pænt ud på fællesarealerne i Als og foran Falckstationen i Hadsund. - Vi har to havetraktorer, som vi måske i virkeligheden ikke helt har brug for. Men når man sidder på sådan en traktor, så er man noget, man kan noget. Så græsset bliver klippet, beboerne får succesoplevelser og det gode forhold til de nære omgivelser i den lille by bliver plejet. Ole og Bente Djørup betragter sig som en del af en storfamilie fordelt på de tre huse i Als, der rummer privaten og institutionen. Og arbejde og fritid har det med at flyde sammen. Ferieture til Norge og Italien foregår sammen med beboerne, og der skal være plads til en fodboldtur til Parken i København, til koncerter, ikke mindst med Kandis og Lars Lilholt - og til at drikke kaffe og spise sammen og slutte af med sang og dans. Til almindeligt samvær, hvor alle har noget at bidrage med. Og når der står i "Hvem Kan"s brochure, at opholdsstedet lægger vægt på omhu, omsorg, tillid, respekt og kærlighed er det ord, som for Bente Djørup får arbejde og fritid til at gå op i en højere enhed - også med de 15 år, hun har været formand for Sind og den indsats, hun også regner med at gøre fremover - selvom hun nu stopper som formand. - Jeg kan jo ikke bare holde op med at arbejde for de sindslidende. Det har været 15 spændende og dejlige år som formand. Det har været kæmpegodt, og det smider man ikke bare ud. Men man skylder både sig selv og andre at gøre tingene ordentligt. - Det har ikke noget med min person eller med Peter Duetofts person at gøre. Livet er for kort til personstrid. Vi skal være gode ved hinanden, siger hun.