Hjertevarm kunst giver humør

Anne Marie Johansen maler med penslen dyppet i hjertet

FREDERIKSHAVN:Dyrene fra Noahs Ark har vristet sig løs fra de sikre fortøjninger i legenden, og er galopperer nu rundt på væggene på Frederikshavn Bibliotek. Og det for enden af Anne Marie Johansens pensel. Resultatet kan ses på bibliotekets 1.sal. I dejlige, varme og farverige kompositioner, giver den frederikshavnske maler et kig ind i en munter verden, befolket med dyr og figurer - i tykke lag af røde, gule og blå nuancer som foretrukne farver. Dyr og figurer er symbolske motiver - på vej ud i himmelrummet, iført brede bagdele, tumlende i vægtløs undren over tilværelsens vidunderlighed. Anne Marie Johansen dypper penslen i hjertet og giver dermed fantasien frit løb, og vi burde alle stå i kø for at få lov til at rejse med ind i hendes arbejder. Hvis der er plads - vel at mærke - for dyrene i Noahs Ark fylder humoristisk op i varmen, der stråler ud over rammekanten, med en humor, der smitter. Tag på eventyr i fru Johansens billeder og skulpturer - det kan heldigvis nås endnu. Udstillingen kan nemlig ses frem til den 19. februar.

Forsiden