Lokalpolitik

Hjørring Byråd. Hvad har I gang i?

BUDGET:Jeg overværede byrådets anden behandling af budget 2007. Jeg har tidligere oplevet utallige budgetbehandlinger. Jeg har langtfra altid været glad for resultatet, men stort set altid med en oplevelse af, at jeg havde været vidne til en demokratisk handling, og at jeg nu vidste, hvad det var, byrådet havde forpligtet sig til i det (de) kommende år. Sådan var det ikke i år. Stort set al taletid blev brugt til at redegøre for, hvordan budgetlægningsprocessen var forløbet. Hvem der havde narret hvem. Hvem der var skuffet. Hvem der havde fået for meget, og hvem der havde fået for lidt. Nogle meget personlige indlæg, som vel ingen andre end aktørerne - i bedste fald - kunne finde hoved eller hale i. Frem for at tale om sundhedspolitik, talte man om, at Karl havde fået nok. Sågar var der et medlem, der tillod sig at mene, at der fandtes penge i cigarkasser eller skrivebordsskuffer på Sundhedskontoret i Vrå! Mon ikke kommunens borgere er meget interesseret i, om der er penge til rent drikkevand, til ordentlige normeringer i skoler, daginstitutioner og i ældreplejen. Vil vi ikke gerne vide, hvilke planer, der er for at værne om rene vandløb, om overholdelse af miljøkrav osv. Vil vi ikke gerne have respekt for de politikere, vi har været med til at sætte ind i byrådet Hørt med mine ører, kom der kun ganske sagte pip. Den eneste ordfører, der fremførte visioner og konkrete politikerområder, var Karl Bornhøft fra SF. Nu skal udvalgene så i gang med at prioritere, men hvor blev den demokratiske proces af, og hvad med gennemskueligheden for befolkningen? Jeg vil tro, at der er mange i Hjørring Kommune, der i den kommende tid vil lægge meget mærke til, hvad de enkelte partier vil, og som er begavede nok til at ønske politikere med holdninger og visioner, og ikke cigarkassepolitikere. Venstres Per Harfeld har lige meddelt i et personligt læserbrev til SFs Jørgen Bing, at han ville være i stand til at finde besparelser på sundheds- og ældreområdet. Hvor interessant. Hvorfor ikke bringe det til debat under budgetbehandlingen, så vi andre kunne få glæde af, hvad der gemmer sig bag venstrevikingernes skjold? Husk i øvrigt, at der ikke er så hulens længe til næste valg.