Hjørring drømmer om nyt teater

HJØRRING:Et nyt teater- og oplevelseshus i Hjørring. Det er drømmen for Vendsyssel Teater, som søger politikerne om tilskud til en projektmodning af et nyt teaterhus, som skal være kreativt kraftcenter for hele Vendsyssel. Vendsyssel Teater rider på en succesbølge under teaterleder Peter Schrøder. Teatrets forestillinger er publikumsmæssige succeser. Derfor drømmer teatret om at skifte de nuværende rammer i den tidligere Vestre Skole ud med nye. Teatret forestiller sig to nye teatersale på 550 og 250 pladser samt lokaler, som gør det muligt for foreninger, tv-stationer og eventuelt den musiske skole i Hjørring Kommune at dele lokalerne med teatret. Teatret søger om 450.000 kroner til projektmodningen. Teaterdelen forventes at koste 60-70 mio. kroner, og fondsmidler vil skulle udgøre en meget stor del. En grundig forundersøgelse af behovet og markedet er helt nødvendig, mener teaterleder Peter Schrøder. - Det er vist kun de meget rige nordmænd eller store selvstændige danske fonde, som kan iværksætte byggerier uden at skele til virkeligheden, siger Peter Schrøder.