Hjørring er blevet over et ton lettere

Ugentlige møder på Vendelbohus

Hjørring 29. september 2002 08:00

HJØRRING: 4,4 kilo på 14 dage. 7,4 kilo på fem uger. 8,4 kilo på fire uger. 9,2 kilo må fire uger. Konsulent hos De danske Vægtkonsulenter, Charlotte Østerbæk, læser vægttabene op hos de medlemmer, som ønsker det under et af de ugentlige møder på Vendelbohus, hvor op mod 150 mennesker fra Hjørring og omegn stiger op på en vægt; får noteret et vægttab og deltager i den efterfølgende undervisning. Siden midten af august, hvor initiativet blev startet op, er folk strømmet til, og medlemmerne i Hjørring har på seks uger tabt omkring et ton og 300 kilo. I løbet af dagen er der mulighed for at komme på tre forskellige tidspunkter, og det er både børn, unge og ældre, der møder op. Grundlæggende er principperne, at al mad skal vejes, og konsulenternes kostprogram skal følges nøje. Det gennemgåes på møderne, hvor nye medlemmer også får at vide, at de er nødt til at investere i en god vægt. - Alt hvad I putter i munden skal vejes. I starten bliver I mere end mætte, men spiser I ikke det, I skal, så taber I jer ikke så godt, siger Charlotte Østerbæk til forsamlingen. Gensyn på vægten - Vi har været vant til, at når der skal tabes kilo, så skal man sulte sig, men forskellen er her, at hvis I følger konceptet, så taber I i gennemsnit et kilo om ugen, og I får de vitaminer og mineraler, I har brug for, siger Charlotte Østerbæk. Hun gennemgår programmet og når til afsnittet med lever, hvor nogle af de fremmødte begynder at protestere. Kan man ikke springe det over? - Lever hjælper med til, at huden trækker sig sammen. Som I kan se, er der ikke noget, der hænger på mig, og det er kun få måneder siden, jeg blev færdig. Jeg er godt tilfreds, og jeg spiser stadig min lever, for jeg tør ikke andet, lyder det fra konsulenten, som desuden kommer med tips til gode magre oste, næringsrige juicer og gode mælkeprodukter. Hun understreger, at der skal indtages en vis mængde fedtstoffer dagligt. - Ellers får I forstoppelse. Fedtstofferne hjælper tarmsystemet til at bearbejde grøntsagerne, siger Charlotte Østerbæk, som kigger ud over salen, hvor nogle skal tabe fem kilo, mens andre vil af med langt over 50 kilo. Efter ca. tre kvarter, hvor hun er kommet med tips og idéer, og folk har fået lejlighed til at stille spørgsmål, ønsker hun medlemmerne en god uge og på gensyn. På vægten!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...