Lokalpolitik

Hjørring får styr på ligestilling

Byrådet har udpeget to nye skolebestyrelser, fordi de tidligere var i strid med ligestillingsloven

HJØRRING:Byrådet i Hjørring Kommune valgte sidste tirsdag en ny bestyrelse for både Specialskolen for Voksne Vendsyssel og for Hjørring Kommunale Ungdomsskole. De to skolers tidligere bestyrelser blev i marts måned annulleret, fordi valget af medlemmerne havde været i strid med ligestillingsloven. I den seneste ændring af loven fra 2006 står der nemlig, at der skal opstilles lige så mange mænd og kvinder til udvalg og myndigheder. Denne del af loven blev ikke overholdt, da man udvalgte medlemmerne til de to bestyrelser i december 2007 og januar måned. Sammenspil mellem køn Borgmester Finn Olesen (S) er glad for, at der er blevet rettet op på fejlen. - Vi har behandlet bestyrelserne igen for at kunne få rettet op på ligestillingen, siger han. Finn Olesen mener, at en lige fordeling af kønnene er vigtig. - Jeg tror, at det sammenspil, der er mellem de to køn, kan være meget befordrende for kreativiteten, siger han. Lene Christensen, uddannelses- og erhvervsvejleder hos EUC Nord, er nyt medlem af Hjørring Kommunale Ungdomsskoles bestyrelse. Kvinderne på banen Hun håber, at der er flere kvinder, som får lyst til at deltage i bestyrelsesarbejde. -Jeg håber, at det her kan være en opfordring til, at der er flere kvinder, der får lyst til at være med i bestyrelsesarbejdet, for det er utrolig spændende at deltage i, siger hun. Bestyrelserne for både Specialskolen for Voksne Vendsyssel og Hjørring Kommunale Ungdomsskole har stået standby siden de blev annulleret i marts måned.