Hjørring-firma overtager forlag

Vendelbo vil udgive kommune- og byprofiler.

Efter udgivelse af mere end én million bøger har forlægger Lars Lassen, LL Gruppen i Skanderborg, valgt at sælge sit forlag til Bermann Company i Hjørring. Dermed rykker udgivelsen af kommuneprofiler i bogform nordpå, men konceptet vil langt hen ad vejen være det samme. LL Gruppen producerede sin første byprofil, nemlig Skanderborg-bogen, i 1989, og siden har Lars Lassen samarbejdet med 18 af landets kommuner, som cirka hvert fjerde år har udgivet en bog om kommunen i samarbejde med LL Gruppen. Bøgerne indledes med faktuelle og oplysende sider om kommunen, hvorefter følger en profilering af virksomheder i området. Indehaveren af Bermann Company, Michael Bermann, har i mange år arbejdet med PR, reklame og markedsføring, bl.a. på Vendsyssel Tidende og NORDJYSKE Stiftstidende. - Det er vores intention af udgive tre til fire bøger om året de første år, og vi har planer om at sælge konceptet til andre nordiske lande, siger Michael Bermann, som var med til at producere den seneste Hjørring-bog i 2005. LL Gruppen har i forbindelse med salget skiftet navn til Byprofiler.dk.

Forsiden