Ungdomsuddannelser

Hjørring har en ekspert i legepladser

Leder af produktionsskolen er en af få med ny uddannelse

HJØRRING:Der er ikke specielt mange af dem - de certificerede legepladsinspektører - men en af de få bor og arbejder i Hjørring. Det drejer sig om forstanderen ved Hjørring Produktionsskole, Jan Olesen, som netop er blevet uddannet legepladsinspektør ved Teknologisk Institut i Århus. Han er ekspert i alt, hvad der hedder hovedklemfælder, anoraksnor-fælder, faldområder og stødområder, og med sin nye uddannelse slår han to fluer med ét smæk. Han kan sørge for, at alle de legepladser, som Hjørring Produktionsskole fabrikerer og sælger helt sikkert opfylder alle gældende standarder, og han kan - i det omfang der er tid til det - rekvireres af daginstitutioner, skoler og andre, der har behov for at få gennemgået sikkerheden på en legeplads. Inspektionen foregår på den måde, at Jan Olesen besøger den pågældende legeplads, hvor han går det hele igennem med særlige testredskaber og fotograferer alle legeredskaberne. Når han kommer hjem, laver han en rapport med billeder og kommentarer - en sag på mellem 15 og 25 sider, hvor alle hans kommentarer til legeredskaberne anføres. Rapporten kan f.eks. daginstitutionen så bruge til at se: Hvad skal udbedres med det samme, og hvad kan vente lidt. Jan Olesen inspicerer legepladser i henhold til de gældende europæiske standarder på området, og de kommer omkring alt fra fastklemning, kvælning, faldunderlag og faldhøjder til sideafskærmninger, opstilling af gynger, rutchebaner og svævebaner. Spændende og farligt? Standarderne er fra 1999, og det er dem, Jan Olesen har modtaget undervisning efter på Teknologisk Institut, hvor han har gennemgået den certificerede legepladsinspektør-uddannelse. - Uddannelsen består af en uges intens undervisning i Århus, og herefter har jeg udfærdiget et eksamensprojekt med udgangspunkt i inspektion af en stor legeplads. Det er blevet godkendt, men man bliver kun godkendt inspektør et år ad gangen. Hvert år skal jeg indsende fire rapporter for at få fornyet godkendelsen, og sker der nyt indenfor området kaldes man ind til efteruddannelse, forklarer Jan Olesen. - Vi har rigtig meget at se til med fabrikation på produktionsskolen, og jeg har faktisk nok at gøre med det, men ind imellem vil der formentlig kunne blive tid til at inspicere et vist antal legepladser. En hovedinspektion koster 3000 kr, og den bør man få foretaget en gang om året. De følgende år kan man så få et årligt tjek, som koster 1500 kr, og jeg tror, det kunne være en god hjælp for mange institutioner. Når en legeplads ikke er i orden, drejer det sig altid om uvidenhed, men vi må se i øjnene, at pædagoger er ikke uddannet til at inspicere legepladser. Efter min mening kræver det en del teknisk indsigt, siger Jan Olesen, der er legepladsinspektør nr. 99 - uddannet fra Teknologisk Institut. Men med alle de regler og standarder, er det så stadig muligt for børn at lege på spændende og udfordrende legepladser? Det har Jan Olesen en helt klar holdning til: - Nu behøver et legeredskab jo ikke være så spændende, at man kan blive kvalt i det. Ofte drejer det sig om at ændre på nogle afstande eller sætte noget afskærmning op, så selvfølgelig kan en sikker legeplads være spændende.