Hjørring har fået et genbrugsmekka

Miljøminister Hans Chr. Schmidt kunne i går indvie et helt nyt besøgscenter hos affaldsselskabet

For sjov og for alvor. Sådan kan det nye AVV-center vist bedst præsenteres. For med åbningen af det nye besøgscenter i går middag, er der nu både noget sjovt og lærerigt ude på Mandøvej i Hjørring - men samtidig også noget gravalvorligt, idet der er logik i den yderst grundige sortering af de tusinder tons af affald, vi danskere smider ud. AVV, Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S, havde i går inviteret til officiel indvielse af det nu udvidede genbrugscenter. Og dermed var omkring 50 gæster ved middagstid samlet i det til lejligheden opstillede telt. Det var hovedsageligt byrådsmedlemmer og repræsentanter fra de fem kommuner Hjørring, Brønderslev, Løkken-Vrå, Sindal og Hirtshals, idet AVV er et fælleskommunalt affaldsselskab, der ejes af de fem kommuner. Og så var der også en helt speciel gæst, nemlig miljøminister Hans Chr. Schmidt (V), der havde taget turen til Nordjylland for at forestå den officielle indvielse. Ministeren og de mange gæster blev hilst velkommen af AVV’s direktør Poul Berg samt bestyrelsesformand Else Købstrup, der stod for åbningstalen. Her kunne hun bl.a. fastslå, at det var en stor dag. For nu er det mangeårige arbejde på at skabe et moderne genbrugscenter lykkedes. Beslutningen blev truffet af den tidligere bestyrelse, og nu kan nordjyderne så udover et renoveret og udvidet center også glæde sig over en ny besøgsbutik. Miljøministeren kunne sammen med Else Købstrup med en stor hæksaks klippe snoren, der i sagens natur naturligvis ikke var rød men grøn. Men inden da kunne Else Købstrup dog lige give Hans Chr. Schmidt et budskab med sig hjem: - Regeringens affaldsstrategi for 2005-2008 peger på en øget information om affald og genbrug. Og det passer fint med den politik, vi har hos AVV. Vi er på forkant med udviklingen - men jeg må sige, at det ikke er på lige vilkår. Vi betaler 50 mio. kr. for at leve op til regeringens miljøkrav, mens erhvervsvirksomhederne bare kan brænde af og slipper uden at betale. Men vi skal stadig betale store afgifter til staten, sagde Købstrup med en venligt nik til ministeren, sådan lidt i stil med - ”fik du den”? Hans Chr. Schmidt var dog ikke bleg for at give svar på tiltale i sin åbningstale: - Jeg lægger ofte øre til Gudrun Laub, når hun siger, I er så dygtige i Nordjylland. Nu har jeg så set det selv, og det er en fornøjelse at være med til at åbne et sted, hvor børn og barnlige sjæle kan fornøje og forsøge sig og blive klogere på affald og genbrug. Hans Chr. Schmidt måtte dog også komme ind på, at affaldsmængderne er steget i de senere år i takt med den økonomiske vækst. Og denne kurve skal brydes, eksempelvis igennem holdningsændringer og gode affaldsvaner. Men uanset hvad, så lød der et tre gange ”hurra” over pladsen, hvorefter gæsterne besøgte Hjørrings ”mini-eksperimentarium”. Her kan man fremover afprøve alverdens maskiner og bruge sine sanser for at lære mere om genbrug. Man kan prøve at flytte affald med en speciel mobil kran, man kan føle sig frem i specielle følekasser, og så er der alverdens plancher og udstillinger, der på en go dpædagogisk facon forklarer nærmere om affaldshåndtering. Det nye center har cirka plads til en skoleklasse af gangen, og håbet er da også fra AVV’s side, at rigtig mange børn som voksne vil besøge det nye center. I den forbindelse er der for øvrigt åbent hus lørdag formiddag frem til lørdag eftermiddag for alle interesserede. Efter åbningen og rundvisningen i besøgscenteret fik miljøministeren og de mange gæster en rundvisning i AVV’s haller. Her kunne man se alt fra flaskesortering og papirindsamling til skrotning og opdeling af alverdens apparater lige fra computere til kummefrysere. Og her var Hans Chr. Schmidt meget interesseret, idet han nærmest var forbi samtlige medarbejdere for lige at se og høre om, hvad de nu var i gang med. Inden frokost sluttede besøget i den nu udvidede og istandsatte genbrugsbutik. Og her blev ministeren faktisk noget overrasket over det store antal kunder i butikken. ikke mindst da han fik at vide, at der ofte står 30 til 40 kunder udenfor og venter på, at der skal blive åbnet.