Hjørring Kommune får påbud for psykisk dårligt arbejdsmiljø

De ansatte i ældreforvaltningens visitation udsættes for sundhedsrisiko

VRÅ:Arbejdsmiljøet i visitationen i Hjørring Kommunes ældreforvaltning skal forbedres. Ellers risikerer medarbejderne at få stress og stressrelaterede sygdomme, som hjerte- og karsygdomme, angst, depression og udbrændthed. Det er konklusionen i en rapport fra Arbejdstilsynet, efter at tilsynet har været på besøg i afdelingen, hvor de ansatte visiterer hjælp til for eksempel madordning, rengøring og hjemmehjælp til kommunens ældste borgere. - Når det gives et påbud, så er det et udtryk for, at der er sket en overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Der er en forventet risiko for, at medarbejderne vil blive fysisk og psykisk påvirket af det dårlige psykiske arbejdsmiljø enten på kort eller lang sigt, siger tilsynschef Jens Rise Rasmussen fra Arbejdstilsynet nordjyske afdeling. Bakkes op af rapport Rapporten fra Arbejdstilsynet bakker op om medarbejdernes synspunkter og kritik af ledelsen. Igennem deres fagforeninger, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen har medarbejderne beskrevet en hverdag med usikkerhed, manglende tillid og uklare retningslinier fra ledelsen. - Det, som arbejdstilsynet påpeger, er jo i overensstemmelse med det, som medarbejderne tidligere har påpeget overfor ledelsen som et problem. Derfor kan det også undre, at ledelsen først tager det alvorligt, når der kommer et påbud fra Arbejdstilsynet. Jeg kan godt forstå, at medarbejderne oplever det som et tillidsbrist, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, Jytte Wester. Hos ergoterapeutforeningen har arbejdsmiljøkonsulent Karin Bloch Nielsen forsat tænkt sig at følge udviklingen i afdelingen tæt. Tegn på stress Arbejdstilsynet konstaterede ved deres besøg i visitationen, at de ansatte var udsat for alt for høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Der var uklare retningslinier, krav og ressourcer passede ikke altid sammen, og manglende opbakning og støtte fra ledelsen betød fejl i sagsbehandlinger, et øget sygefravær og sager, der hobede sig op. Hos de ansatte resulterede det eksempelvis i fysiske problemer som hovedpine, migrænetilfælde, hukommelsesproblemer og søvnbesvær. - Alt sammen tegn på stress, forklarer tilsynschef Jens Rise Rasmussen fra Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdet i afdelingen ikke har været planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Arbejdsmiljøet skal forbedres Direktøren for Sundheds-, ældre- og handicapforvaltningen, Leif Serup, siger, at man har taget påbudet til efterretning. - Når Arbejdstilsynet siger, at medarbejderne har det sådan, så er det jo sådan, det er, og det er vi nødt til at forholde os til. Vi har dog ikke bevidst tilrettelagt arbejdet sådan, at det udgør en sundhedsmæssig risiko. Jeg synes ikke, det er rart at høre, at vi har medarbejdere, der har det dårligt. Det skal vi have løst hurtigst muligt, og vi er allerede i fuld gang med at gå om bord i den her opgave, siger Leif Serup. Der arbejdes lige nu på at få en ekstern arbejdsmiljøkonsulent til at hjælpe med at løse samarbejdsproblemerne i visitationen. Hjørring Kommune har nu en frist til 15. juni til at få lavet tids- og handlingsplaner for at få løst problemerne i visitationen. Ingen konsekvenser Borgmester Finn Olesen ved ikke endnu, om problemerne i visitationen får konsekvenser for ledelsen. Men han har dog forsat fuld tillid til direktør Leif Serup. - Når det handler om kommunikation, så er det ikke altid den ene part, der har hele skylden, slutter Finn Olesen. Selv siger Leif Serup, at han nu har lært, at kommunikation kan være en svær ting.