Børnepasning

Hjørring Kommune i dialog med Rudolf S.

HJØRRING:På rådhuset i Hjørring kan man ikke helt forstå den nylige kritik fra byens Rudolf Steiner-skole og -børnehave. Forleden kritiserede lederen af Rudolf Steiner-børnehaven, Marianne Martinsen, kommunen for at være noget træg med rådgivningen, når det gælder åbningen af en planlagt Rudolf Steiner-vuggestue. Men kommunen har gjort alt, hvad den skal, mener pædagogisk konsulent Elisabeth Lindstrøm fra Hjørring Kommune. - En privat vuggestue skal leve op til præcis de samme krav som en kommunal vuggestue, og det har vi informeret Rudolf Steiner om, siger Elisabeth Lindstrøm. De krav handler blandt andet om, hvor mange kvadratmeter der skal være til hvert barn, personalenormeringen, forældrebetaling, hygiejnekrav og lignende. - Vi vil tage kontakt til Rudolf Steiner, for jeg mener ikke, at vi skylder dem noget, men vi vil gerne have et godt samarbejde, siger Elisabeth Lindstrøm. Hun bider også mærke i, at Marianne Martinsen trods kritikken mente, at kommunens medarbejdere var flinke over for hende.