EMNER

Hjørring Kommune låner millioner

Endnu ikke besluttet, hvad pengene skal bruges til.

Hjørring Kommune har fået lov til at låne i alt 24,3 millioner kroner af Indenrigs- og Socialministeriet. Pengene er bevilliget fra to forskellige puljer, men det ligger ikke helt fast, hvordan de skal bruges. Det ene lån kommer fra en pulje til investeringer på kvalitetsfondsområder, og her må Hjørring Kommune låne 1,5 millioner kroner. Pengene kan bruges til daginstitutioner, folkeskoler, ældre og idrætsfaciliteter. De resterende 22,8 millioner kroner skal bruges på øvrige områder. - Det er primært til veje og stier, vi skal bruge pengene, men vi har ikke besluttet noget konkret, siger borgmester Arne Boelt (S). Måske flere penge på vej Kommunen venter også svar på en anden ansøgning om lån på et par millioner. - Vi får svar på den ansøgning først i februar, og derfor venter vi til byrådsmødet 17. februar med at beslutte noget, siger Arne Boelt. Inden da bliver lånene også taget op på et møde i Økonomiudvalget. Her skal blandt andet ses på muligheden for tilbagebetaling, for at vurdere om man skal udnytte hele lånerammen. Pengene fra puljerne er forbeholdt projekter, der ikke er med i budgettet for 2010. På den måde bliver investeringer fremrykket, og det skal skabe vækst og arbejdspladser i kommunen.

Forsiden