Hjørring-kunstner med på KS i Tirstrup

Lars Skovfoged har fået to malerier med på censureret udstilling

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lars Skovfoged har fået to malerier antaget på Kunstnernes Sommerudstilling.

HJØRRING:Når der i morgen er fernisering på Kunstnernes Sommerudstilling, KS, i Tirstrup, så er en Hjørring-kunstner repræsenteret. Den 54-årige Lars Skovfoged har fået to malerier udtaget til den censurerede udstilling. Det er ikke en debut for Lars Skovfoged, for allerede i 1995 blev han antaget på sommerudstillingen, som har eksisteret siden 1973. Den er en af Danmarks få statsanerkendte censurerede udstillinger. - Jeg havde lige lyst til at prøvet at sende ind i gen. I nogle år har jeg ikke rigtigt haft overskud til at male, men det har jeg igen, siger Lars Skovfoged. Man er ikke i tvivl om, at han kunne være fuldtidsmaler, hvis det var det, han ville. Han har malet siden han som 11-årig selv købte lærred og farver. Billedkunstlæreren i gymnasiet foreslog akademiet, men Lars Skovfoged valgte en hel anden vej og begyndte at læse medicin. Siden 1988 har han været praktiserende læge i Frederikshavn. Lars Skovfoged var i år 2000 årets kunstner på Hjørring Bibliotek. Censorer på Kunstnernes Sommerudstilling 2006 har været Anne Bjørn, Erik Hagens, Kim Holm, Jeff Ibbo, Else Plough Isaksen, Nina Maria Kleivan og Steffen Tast. Der er fernisering i morgen klokken 10, og derefter kan man se udstillingen frem til 30. juli.