Hjørring ligger i top

Hjørring Kommune har gennem længere tid gjort en indsats for at hjælpe de svageste kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere i retning mod arbejdsmarkedet.

Det giver nu gevinst. Blandt de nordjyske kommuner har Hjørring den højeste procentdel af kontanthjælpsmodtagere, som kommer i aktivering eller i uddannelse. Kun godt syv procent af kommunens 1115 ledige på kontanthjælp og starthjælp er placeret i det, man kalder matchgruppe 3, som ikke bliver aktiveret. I matchgruppe 3 er kommunen ikke er forpligtet til at gøre noget for at skaffe dem i arbejde, i uddannelse eller i aktivering. Til sammenligning har vore nabokommuner godt 25 procent i matchgruppe 3 og Aalborg har 35 procent i matchgruppe 3. - Det kan godt være, at den gruppe, hvor der blandt andet findes misbrugere, ikke kommer på arbejdsmarkedet lige med det samme, men vi må ikke opgive at skubbe dem i den retning, siger formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Ivan Leth (S). - Det er jo vore borgere. Vi skal give dem livsmod og hjælpe dem fremad. Livskvalitet kan ikke måles i penge. I Hjørring kommune har man en politisk ambition om at skubbe dem over i matchgrupperne 1 eller 2, som er tættest på at være klar til arbejdsmarkedet. Dem i matchgruppe 1 er umiddelbart parate til at tage et job. I matchgruppe 2 skal der måske ekstra uddannelse til, før de kan flyttes til matchgruppe 1. Byrådet har sagt ja til metoden, selvom den kan koste penge. Hvis man nemlig ikke får ledige kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1 og 2 i aktivering i rette tid, straffes man økonomisk af staten. - Det er ikke altid, vi kan nå at få folk i aktivering inden for tidsfristen, men vi vil hellere have folk i en rigtig og meningsfuld aktivering end sende dem på et Find-din - indre- fugl kursus, siger Ivan Leth.