Hjørring-piger klar til europæisk finale

Tre 17-årige piger fra Hjørring Handelsgymnasium vandt med deres iværksætteride - bæredygtige design-møbler

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

HJØRRING/ODENSE:575 elever fra ungdomsuddannelser i hele Danmark var samlet til National Entreprenørskabsmesse, som blev afholdt i Rosengårdcentret i Odense torsdag 9. februar. Her præsenterede de unge deres innovative ideer for erfarne erhvervsfolk og dystede på bl.a. produktudvikling, markedsføring og økonomi.

Der var mange nytænkende ideer, men tendenser som bæredygtighed og miljøbevidsthed gik igen blandt mange af de unges præsentationer - også hos vinderne.

De mange idérige unge dystede i to konkurrencer - BizzMart og Expo. Vinderne af BizzMart blev teamet Norden fra EUC Nord, som har designet bæredygtige designmøbler af lokale naturmaterialer og uden brug af animalske produkter, så stolene så også kan bruges af veganere.

- Det er så fedt, og vi havde slet ikke turde drømme om, at vi nu skal ud og konkurrere mod andre fra Europa. Det er lige pludselig meget virkeligt - og nu har vi også fået produceret en rigtig stol og ikke bare en prototype. Vi har haft lyst til det her, siden vi var små, så det her er virkelig en drøm for os, lød det fra gruppen, da de vandt og fik overrakt en check på 5000 kr. sponsoreret af Odense Kommune.

2. pladsen i BizzMart-konkurrencen gik til teamet EARTH fra EUC Nordvest, der vil lave 3D-printede møbler ud af plasticaffald - blandt andet alt det plastic, som flyder og forurener i havene.

- Vi tror rigtig meget selv på ideen, men vi har også været i konkurrence i dag med de bedste fra hele landet, og det er svært at vide, hvad man er oppe imod. Vi er rigtig glade, og nu skal vi bare arbejde videre med ideen og forbedre os, sagde teamet efter præmieoverrækkelsen. De vandt 3000 kr. sponsoreret af Odense Kommune.

3. pladsen gik også til et nordjysk hold. Det blev teamet Dunseriet fra EUC Nordvest, der har lavet et madkoncept baseret på street food-versioner af frikadeller, og de unge har allerede langet de første menuer over disken.

- Det er fedt og også overraskende. Det har været spændende at arbejde med ideen, og nu har vi også fået CVR-nummer! Vi har også lagt meget arbejde i det udenfor skoletiden, og det er virkelig det værd, lød det fra gruppen, da de vandt og fik en check på 2000 kr. sponsoret af Odense Kommune.

Europæiske finale venter

Norden, som vandt BizzMart-konkurrencen skal sammen med Hemmingglas, der vandt den anden konkurrence Expo, nu til Riga i begyndelsen af april til den europæiske finale JA Marketplace, hvor de skal konkurrere mod de bedste fra hele Europa.

National Entreprenørskabsmesse blev åbnet af Jane Jegind, der er rådmand i Odense Kommune, og som gav de unge gode råd med på vejen. De unge iværksætterspirer blev bedømt af 75 erhvervsfolk og erfarne iværksættere, som havde hevet en dag ud af kalenderen for at vurdere de unges ideer og give dem råd og vejledning til, hvordan de kan arbejde videre. Alle deltagerne har kvalificeret sig til National Entreprenørskabsmesse via en regional finale, og de har lagt timevis af forarbejde i deres idé både i og uden for undervisningen. Så det var de bedste idéer fra hele landet, der var samlet i Odense.

Blandt de mange ideer var blandt andet et en selvkørende skraldespand, en batterivekselmaskine, skalerbare stikdåser og app der hjælper allergikere med at handle og tjekke fødevarer i supermarkedet for allergener.

National Entreprenørskabsmesse er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab og er en del af entreprenørskabsforløbet Company Programme.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.