Hjørring-piger vil kræve erstatning

Politimester i Hjørring vil ikke foretage sig yderligere efter afgørelse fra statsadvokat

Retspleje 1. april 2006 06:00

HJØRRING: Det kommer efter al sandsynlighed til at koste de danske skatterborgere 4000 kr. i erstatning til to unge piger, der i maj sidste år uberettiget blev frihedsberøvet af Hjørring Politi. Erstatningen er ifølge almindelig takst for en frihedsberøvelse i op til fem timer. I teorien ville det kunne lade sig gøre for de to Hjørring-piger via deres advokat Niels Fjeldberg at kræve flere penge af de offentlige kasser, da loven giver mulighed for i ganske særlige tilfælde at hæve denne såkaldte erstatningstakst, der også bruges i forbindelse med uberettiget varetægtsfængsling. - Men der skal noget ganske særligt til, og det mener jeg ikke, denne her sag kan bære, siger advokat Niels Fjeldberg, der gennem hele sagen, som startede en ganske almindelig skoledag for pigerne på Hjørring Private Realskole. Her blev de to piger sammen med en skoleveninde afhørt af to betjente fra Hjørring Politi i forbindelse med efterforskningen af tyveri af fladjern i Hjørring-området. Sagen udviklede sig så vidt, at selve afhøringen, anholdelsen og ransagning hos pigerne har været behandlet af Rigsadvokaten, der forleden kritiserede, at de to 15-16 årige piger, som politiet mistænkte for hæleri, ikke blev gjort bekendt med deres rettigheder, da politiet tog dem med i patruljevognen. Kritik af ransagning Desuden udtaler Rigsadvokaten kritik af, at der blev udført ulovlig ransagning i forsøget på at af-sløre pigerne i hæleri. Politiet var nemlig - uden en kendelse - med helt inde på et pigeværelse for at kigge efter stjålne fladjern. Nu har advokat Niels Fjeldberg indledt erstatningssag og har allerede sendt et brev til statsadvokaten om et krav på 2000 kr. til hver af de to piger. Politimester hos Hjørring Politi, Poul Nørgaard, tager Rigsadvokatens afgørelse om politiets adfærd i den konkrete sag til efterretning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...