Retspleje

Hjørring Politi skal efterforskes

Det skal nu undersøges, om Hjørring Politi gjorde sig skyldig i mere end ulovlig ransagning, da de 13. maj i år var ude at lede efter hælervarer hos tre 15 og 16-årige piger.

Advokat for to af pigerne, Niels Fjeldberg, har netop fået bekræftet, at statsadvokaten vil tage sagen op. Han har anmeldt Hjørring Politi for frihedsberøvelse, embedsmisbrug og for at have lavet om på politirapporten. - Vi har igangsat en efterforskning, bekræfter vicestatsadvokat Anne-Mette Wiese. Afhængigt af resultatet af efterforskningen kan konsekvensen for de implicerede politibetjente i værste fald blive en straffesag. Advokatens anmeldelse går på, at politiet i første omgang havde skrevet i rapporten, at de lod pigerne gå uden at tage dem med i politibilen, men at rapporten blev rettet til også at indeholde køreturen, da det kom politiet for øre, at der var en sag på vej mod dem. Dertil kommer frihedsberøvelse og embedsmisbrug under afhøringen og køreturen. Episoden fandt sted 13. maj, hvor Hjørring Politi tog ud på Hjørring Private Realskole, fordi de havde fået mistanke om, at pigerne havde købt nogle stjålne fladjern. Pigerne blev afhørt af betjentene, og derefter blev de taget med i politibilen, og hos en 16-årig pige foretog politiet så den ransagning, der sidenhen af retten er blevet kendt ulovlig.