Hjørring Revyen i arbejdstøjet

Underskud på 770.000 kr. skal forvandles til overskud næste år

HJØRRING:Siden sidste gæst forlod Hjørring Revyen i august har bestyrelsen med formand Gunnar Schmøkel i spidsen, været i tænkeboks. Revyen gav et underskud på 770.000 kr. Opgaven er at finde en succesformel for næste års revy senest om en måned. Da skal en troværdig model på tre fronter være på plads: økonomi, kunstnerisk koncept, og kapitalgrundlag. Ellers bliver der ikke revy næste år. - Det er afgørende at bestyrelsen tror på den løsning vi lægger frem, siger Gunnar Schmøkel. Revyens store minus betyder, at størstedelen af kapitalgrundlaget på en mio. kr. er væk. Ifølge Gunnar Schmøkel har bestyrelsen haft en konstruktiv snak med investorerne, og der foregår forhandlinger om at skaffe mere kapital til en ny revy næste år. - Vi vidste, at vi kunne løbe ind underskud første år, fordi vi kom sent i gang, siger Gunnar Schmøkel. De sene start skyldtes konkursen i det tidligere revyselskab. Bestyrelsen overvejede faktisk at springe et år over. Man valgte dog at kaste sig ud i opgaven, selvom alle var klar over, at det var op ad bakke efter revykatastrofen i jubilæumsåret 2002. Rådgivningsgruppen bestående af Lisbet Dahl, Jørgen Bing og Niels Hausgaard advarede mod at lave et hul i revyrækken. Det ville gøre det endnu vanskeligere at hente gæster til revyen senere. - Det råd var bestyrelesen enige om at følge, og vi nåede da også vores primære mål at skabe en god og seværdig revy, siger Gunnar Schmøkel. For at undgå underskud næste år vil bestyrelsen i gang meget tidligere end i fjor . Der skal skaffes mere kapital, der skal laves et realistisk budget, som giver overskud, og salgsarbejdet skal i gang inden jul. - Virksomhederne planlægger sommeraktiviteter for medarbejderne i januar. Da skal vi være klar med en færdig revypakke, som virksomhedernes personaleforeninger kan sige jatak til, siger Gunnar Schmøkel. En markedsføring der løbes i gang omkring jul og janaur kræver, at skuespillerhold og instruktør præsenteres allerede i efteråret. Eventuelt med et eller to kendte navne, hvis det er muligt. Samtidig lægger bestyrelsen op til forfatterweekends i efteråret, så gode tekster ligger klar i god tid. Desuden ønsker bestyrelsen om muligt at rykke premieren 14 dage frem. Det vil give mulighed for at holde en uges pause i industriferien, hvor revyen kan sendes på turné. - En del byer har allerede vist interesse for at få besøg af den kvalitet Hjørring Revy, der blev vist i år, siger Gunnar Schmøkel. Bestyrelsen vil desuden kontakte kommunen med henblik på, at opnå en større underskudsgaranti. Man vil slå på revyens markedsføringseffekt for Hjørring. 8000 tilskuere så Hjørring Revyen, heraf 7000 betalende. Størstedelen af de resterende 1000 billetter blev givet som en del af eksempelvis sponsoraftaler. Undersøgelser har iøvrigt vist, at 42 pct. af revygæsterne er fra Hjørring. Største delen af resten kommer fra Vendsyssel.