Hjørring Revyens nye blæksprutte

Oplagt

HJØRRING:Hjørring Revyens nye "blæksprutte" er allerede gået i gang med forberedelserne til at åbne det traditionsrige billetsalg på Vendelbohus og sætte billetsalg til storkunder i system. Gitte Christensen er blevet "headhunted" til jobbet, fordi hun bestred det samme job under fire Per Pallesenrevyer i begyndelsen af 90erne. Hun blev ansat af det nuværende revyselskab pr. 31. 12. 2004 på timebasis. - I begyndelsen få timer, men senere bliver det jo næsten i døgndrift, siger Gitte Christensen. Hun ved det. Hun har prøvet det før. Hun skal lave almindligt bogholderi, holde tjek på billetsalget, lønninger, honorarer til tekstforfattere og komponister. Desuden andre praktiske ting. - Folk er tit overraskede over at høre, hvor meget arbejde, der er med noget som folk opfatter som sjov, siger Gitte Christensen. Hun lægger dog ikke skjul på at arbejdet er sjovt og hektisk. - Der er fart på. Intet kan laves på rygraden. Det er bestemt ikke trivielt, og så er der charmen ved at være tæt på skuespillerne. Jeg var utrolig glad for at arbejde for Per Pallesen. Det værste er den dag, hvor skuespillerne har forladt byen igen, og der er et helt år til næste revy. Så er man pludselig i en helt anden verden, siger Gitte Christensen. Hjørringenseren sagde farvel til sit sekretærjob på Solsiden i Sindal, en socialpsykiatrisk boform for at være med i revyen. Hun havde været ansat i seks år. Selvom Gitte Christensen er udlært hos BDO Scanrevion i sin tid og har arbejdet hos daværende entreprenørvirksomhed Arne Andreasen i Hjørring, så har hun faktisk beskæftiget også sig med teater rent jobmæssigt. - Regnar Hessner spurgte om jeg ville være sekretær på egnsteatret i midten af 80erne. Jeg troede, at det skulle være en anden type end mig, men jeg sagde ja og blev glad for det, siger Gitte Christensen. Hun er født og opvokset i Hjørring, hvor hendes far Aage Christensen havde cykelforretning i Østergade. Men nu gælder det om at få hjulene til at rulle for den nye Hjørring Revy. Billetsalg og antallet af reservationer er meget tilfredsstillende - mere vil revyen ikke røbe på nuværende tidspunkt - , men nu skal Gitte Christensen i gang med at sende materiale til virksomheder og større foreninger, så der kan blive solgt billetter i større klumper. Billetkontoret til salg til private forventes at åbne i begyndelsen af april. Men snart vil man kunne komme i kontakt med Gitte Christensen på Hjørring revyen gamle telefonnummer 98 92 77 88. Det har man nemlig planer om at genoplive i nærmeste fremtid, så revyen kan kontaktes hver dag.