Hjørring Teater sæsonklar

19 forestillinger favner alle aldre

Hjørring revyen 12. juni 2003 08:00

HJØRRING: Nu er Hjørring Teater klar til sæsonen 2003-04, som tager sin begyndelse søndag 28. september, hvor forestillingen "Tryllefløjten" under ledelse af Ina Rosenbaum præsenteres for publikum. 19 forestillinger bliver det til, inden sæsonen rundes af til april 2004 med forestillingen "Kaptajn Bimse og Goggeletten" af Bjarne Reuter, som er for de mindste - dem fra fire til 80 år, som det hedder sig i programmet. Mellem de to yderforestillinger kommer Hjørring Teater hele vejen rundt i de mange udtryksformer indenfor teaterverdenen - fra det alvorlige og eftertænksomme over de lette musicals til rendyrket teater for de små. Pris: Omkring en million kroner for de 19 forestillinger, hvilket ligger på niveau med de foregående år. - Vi er meget tilfredse med programmet, hvor der er købt en del forestillinger fra Det Danske Teater, som fylder 40 år i år, siger teaterleder Inge Reenberg, som har fået nyt blod i teatersalen efter åbningen af motorvejen i september 2002. - Vi har mange teatergængere fra Aalborg, som vi ikke så i Hjørring tidligere. Og de fortæller os, at det er på grund af motorvejen, at de nu tager turen nordpå for at gå i teater - og det er da meget tilfredsstillende at opleve, siger hun. Af nye typer forestillinger, som Hjørring Teater ikke plejer at engagere til scenen på Vendelbohus, kan nævnes Monrad og Rislund, som trykker den af torsdag 9. oktober, ligesom en gang Sebastian solo med sange fra de seneste 30 år heller ikke plejer at være noget for teatret. - Vi har forsøgt at bryde lidt med det såkaldte "kukkasseteater" og i stedet engagere noget, man ikke ellers finder meget af i Hjørring, siger formanden for Hjørring Teater, Carsten Winther, som også fremhæver, at en del af de 19 forestillinger ikke vil kunne opleves andre steder i Nordjyllands Amt. Ny plakat Også en ny plakat er netop præsenteret for offentligheden, og mod sædvanen er det ikke en kunstner, som har designet den i år. I stedet har Hjørring Teater valgt at lade arkitekten Marianne Probst fra C.E. Møllers Tegnestue, Aarhus, designe årets plakat, fordi samme tegnestue har stået bag en opfriskning af salen i Vendelbohus. Plakaten viser et snit af den nymalede teatersal i et enkelt og "arkitekt-agtigt" design. Billet-net Hjørring Teater kommer fremover mere på landkortet, når det gælder om at sælge billetter til alskens begivenheder i ind- og udland. Teatret bliver nemlig tilknyttet Billet-net, og det er man meget tilfredse med i teatret. - Det betyder jo, at man kan hente sine billetter til landskampen hos os, og vi tjener jo penge hver gang, der sælges en billet gennem os, siger Carsten Winther. Det er dog først, når Hjørring Revyen er færdig, at Hjørring Teater for alvor kommer igang med at sælge billetter på nettet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...