Hjørring Teater viser Pinocchio to gange

Kommunen har købt én af forestillingerne

Teater 17. januar 2003 01:00

HJØRRING: Hjørring Kommune har købt den ene af de to Pinocchio-forestillinger som Hjørrring Teater viser 26 og 27. januar. Mandag 27. januar er alle kommunens 4. klasser inviteret i teatret til Det Danske Teaters nye udgave af familieforestillingen, der har premiere i Musikhuset i Århus 21. januar. Forestillingen vises for alle andre interesserede om søndagen. Pinocchio er instrueret og bearbejdet af teaterleder Waage Sandø, som mange voksne i disse år kender bedre under navnet I.P. fra DRs Emmy-belønnede serie Rejseholdet. Det Danske Teater har taget et helt nyt livtag med Carlo Collodis 100 år gamle fortælling, som i teatrets version får tilsat nye sange og musik komponeret af stykkets kapelmester, Lars Fjeldmose. Pinocchio oplever de mest fantastiske ting - af både godt og ondt. Han opdager blandt andet, at hans næse vokser hver gang han lyver. Da han finder ud af, at det er bedst at opføre sig ærligt og redeligt overfor andre, belønnes han med en forvandling fra dukke til en dreng af kød og blod. Det Danske Teaters udgave indeholder de store følelelser, musik og sang samt en del artisteri. Men også lidt spænding og uhygge. I den centrale rolle som Pinocchio ses Ann Hjort, der senest kunne opleves som Puk i tvs Nissebanden. Geppetto spilles af Søren Hauch-Fausbøll, mens Pia Jondal er Katten, Thomas Kirk er Ræven, Rune Elers er cirkusartist, Pernille Sørensen er dukkefører og fe, mens Peter Aude spiller cirkusdirektøren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...