Ejendomsmæglerbranchen

Hjørring vil opsluge nye boliger

Lokale ejendomsmæglere glæder sig over udsigten til mange nye boliger i byen

HJØRRING:De mange nye boligprojekter, der er undervejs i Hjørring, vil ikke slå bunden ud af ejendomsmarkedet - snarere tværtimod. Sådan spår flere af byens ejendomsmæglere, som NORDJYSKEhar talt med i kølvandet på offentliggørelsen af flere og flere byggeplaner i Hjørring. Faktisk ser mange af mæglerne frem til de nye boliger, som de ikke mener vil få problemer med komme på en slutseddel. - Det som folk gerne vil have findes ikke i tilstrækkeligt omfang lige nu. Mange vil gerne have noget nyere, som det, der er på vej.Så vi tror, at det nye bliver meget populært, og det skal nok blive solgt, siger Camilla Olsen, der er ejendomsmægler hos EDC Andersen & Vittrup. Samme optimistiske tone finder vi hos Nybolig Berg Risager. Her er der heller ingen frygt at spore hos ejendomsmægler Mark Pedersen. Han hæfter sig blandt andet ved, at en del af de nye boliger får en - for branchen - god placering. - Det kan sagtens sælges. Der er et marked for alle de projekter, som kommer til at ligge godt. Så det, der er undervejs skal nok blive solgt. Vi tror i hvert fald, at der er et marked i Hjørring, siger Mark Pedersen, der hæfter sig ved tidligere tiders erfaringer med dyrt byggeri. - Man kan se, at det hæver niveauet og jeg tror bestemt ikke, at vi er nået noget mætningspunkt, siger Mark Pedersen. Håbet i branchen er blandt andet, at de familier, hvor den ene måske lige nu pendler til Aalborg, dropper eventuelle overvejelser om at flytte sydpå. - Så vil et par måske blive boende for at få en af de nye boliger. Vi får nok ikke familier til at flytte herop fraAalborg, men hvis den ene arbejder i Aalborg, så vil de måske blive fordi udbuddet og kvaliteten bliver bedre, siger Mark Pedersen, hvis kollega dog også spår, at det bliver blandt den lokale "sølvbryllupsgeneration", at mæglerne skal kigge hen, når det nye skal sælges. - Folk i den alder vil i stigende grad gerne købe en mindre nybygget lejlighed. Og de har jo opsparingen i deres hus, så prisen ikke vil spille den store rolle. Så alt i alt er jeg ikke nervøse ved, at der nu kommer mange nye byggeprojekter, siger Camillia Olsen fra EDC.