22-årig fængslet: Sigtet for tre røverier og tre tyverier på en uge

Røverierne og tyverierne skete forskellige steder i Hjørring og Nørresundby

Den 22-årige slog blandt andet til mod 7-Eleven i Nørresundby. Arkivfoto: Jan Pedersen

Den 22-årige slog blandt andet til mod 7-Eleven i Nørresundby. Arkivfoto: Jan Pedersen

HJØRRING/NØRRESUNDBY:En 22-årig mand fra Hjørring er blevet varetægtsfængslet i fire uger for en række røverier og tyverier mellem 24. og 30. april. Det oplyser senioranklager Torben Kaufmann Sørensen.

Den 22-åriges togt startede 24. april i en ure- og smykkeforretning i Hjørring, hvor det første tyveri fandt sted. Han fik ekspedienten til at vise to ure til ham, som han stjal og løb fra butikken med.

To dage senere blev den 22-årige anholdt for det andet tyveri, efter han havde taget penge fra kassen i en 7-Eleven i Nørresundby. Politiet fandt dog ikke grundlag for at varetægtsfængsle den 22-årige på daværende tidspunkt.

Anholdelsen afskrækkede ikke den 22-årige fra at lave et nyt tyveri. 27. april var han på besøg i Kvickly i Hjørring, hvor han lavede et kassedyk og stjal et ukendt kontantbeløb.

Tyverier blev til røverier

29. april begik den 22-årige det første røveri. En 74-årig mand havde hævet penge i Sparekassen Vendsyssel i Brinck Seidelins Gade, og den 22-årige slog ham på hånden og tog pengene.

Om aftenen samme dag begik den 22-årige det andet røveri. En restauratør var på vej i banken med dagens omsætning, og den 22-årige væltede ham omkuld og stjal to konvolutter med kontanter.

30. april var den 22-årige på spil i en frisørsalon, hvor han stjal en taske fra en kunde og løb. Et vidne løb efter den 22-årige, og den 22-årige slog vidnet i hovedet. Derfor udviklede det sig også til et røveri.

Få minutter senere fik politiet dog passet den 22-årige op, og han blev anholdt klokken 8.57.

Erkender det meste

Den 22-årige blev onsdag morgen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hjørring. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Den 22-årige erkendte alle forholdene på nær ét. Han mente ikke, at det var ham, der havde røvet restauratøren ved banken. Han forklarede desuden, at han var blevet presset ud i røverierne og tyverierne, fordi han skyldte penge.

Kendelsen om varetægtsfængsel blev ikke kæret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.