27-årig slog løs på passagerer i tog - sagde undskyld i grundlovsforhør
Gammel kending af politiet fremstilles varetægtsfængslet i fire uger efter voldsepisoder i tog
HJØRRING:Først gik det ud over en 14-årig pige, der fik en lussing. Kort tid efter var det en 18-årig mand, der blev tildelt et slag. Begge episoder fandt sted i toget mellem Hjørring og Hirtshals tirsdag ved 18-tiden. Og i begge tilfælde var volden totalt umotiveret.
Det var en 27-årig mand, der åbenbart var oppe i det røde felt og lod det gå ud over tilfældige togpassagerer.
Det beretter vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi, i forbindelse med et grundlovsforhør, som blev holdt onsdag over middag ved Retten i Hjørring.
Der var ifølge vagtchefen flere vidner til episoden i toget.
- Gerningsmanden stod af toget i Vidstrup og forsvandt tilsyneladende. Senere på aftenen - ved 21-tiden - indfandt den 27-årige sig så i Coop 365 på Sct. Olai Plads i Hjørring, hvor han begik butikstyveri. Det var så, da vi kom for at anholde ham, at vi kunne konstatere, at hans signalement svarede til det signalement vidnerne i toget havde givet af gerningsmanden herfra, forklarer Poul Fastergaard.
Den 27-årige blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger, oplyser anklager Mads Iversen, Nordjyllands Politi.
Han fortæller, at den 27-årige nægtede at have slået pigen Det kaldte han for et uheld, og han undskyldte i øvrigt for sin voldelige opførsel i toget..
- Den 27-årige er massivt straffet for lignende kriminalitet, så han blev fængslet på risikoen for gentagelse, oplyser Mads Iversen.
Den 27-årige var da også lige - 8. marts - blevet løsladt efter sin seneste voldsdom.
Ved butikstyveriet i Coop 365-butikken erkendte den 27-årige at have stjålet 10 pakker cigaretter, en øl, og en lighter.
Han kærede ikke fængslingen, og anklageren regner med at have et anklageskrift parat, når den 27-åriges varetægtsfængsling udløber om fire uger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.