28-årig skal i fængsel for sexovergreb

Tvang kvinde til sex - men nægter sig skyldig

Manden skal fortsat sidde fængslet, fastslog retten. Arkivfoto

Manden skal fortsat sidde fængslet, fastslog retten. Arkivfoto

HJØRRING:En 28-årig mand blev mandag ved Retten i Hjørring idømt to års fængsel for sexovergreb på en kvinde i Hjørring.

Ifølge politiet skete overgrebet en nat sidst i august, hvor manden tvang sig til oralsex.

Manden og kvinden kendte hinanden i forvejen.

Den 28-årige mand nægter sig skyldig og sagde i Retten, at det var frivillig sex, oplyser anklager Martin Sønderby.

Retten valgte dog at tro på kvindens forklaring, og derfor blev den 28-årige idømt de to års fængsel.

Han blev dog frifundet for en anklage om fuldbyrdet samleje og for grov vold mod kvinden.

Manden overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.

Han har været varetægtsfængslet siden slutningen af august og skal fortsat sidde fængslet.