45-årig knallertkører stoppede for at hjælpe cyklister: Blev truet med kniv til at aflevere sin pung

En 45-årig mand blev tirsdag udsat for et væbnet røveri i Hjørring - lokalpolitiet efterlyser vidner

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

HJØRRING:Tirsdag omkring klokken 13 blev blev en 45-årig mand udsat for et knivrøveri ved rundkørslen mellem Ålborgvej og Brønderupvej i Hjørring. Det oplyser fungerende politikommissær Lene Madsen, Nordjyllands Politi.

Den 45-årige kom kørende på sin knallert mod nord af Ålborgvej, og da han skulle i gennem en viadukt for at krydse rundkørslen, stod der to mænd med deres cykler.

De to mænd gav tegn til den 45-årige mand om, at han skulle stoppe knallerten. Han stoppede op, da han tænkte, at de to mænd havde brug for hjælp. Den ene af de to mænd tog så en kniv frem og sagde "money, money" til den 45-årige.

Den 45-årige var afventende med at give dem penge. Det resulterede i, at han fik et slag i siden af den ene gerningsmand, hvorefter de stjal hans pung og cyklede væk.

Politi efterlyser vidner

Den 45-årige kunne efter episoden give et ret detaljeret signalement af de to gerningsmænd.

Den ene var en mand mellem 18 og 25 år. Han var 190 centimeter høj, almindelig af bygning og havde kort, sort hår. Han bar cowboybukser, sorte lædersko, en sort dynejakke og fremstod velklædt. Han havde en mountainbike i blå eller lilla farver.

Den anden gerningsmand var ligeledes en mand mellem 18 og 25 år. Han var 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført grønne joggingbukser, blå kondisko og en sort jakke og havde en mountainbike i grønlige farver.

De to mænd talte på et gebrokkent dansk.

- Hvis der er nogen, der har set nogle personer med de her signalementer, så må de meget gerne ringe til politiet. Enten til 114 eller til lokalpolitiet i Hjørring, siger fungerende politikommissær Lene Madsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.