Aktiv tyv dømt: Et års fængsel for otte indbrud

30-årig nordjyde begik adskillige indbrud i prøvetiden for en tidligere dom for tyverier og indbrud

Jens Hukiær
Den aktive tyveknægt blev dømt for otte indbrud i det østlige Vendsyssel i de sidste måneder af 2018 og starten af 2019. Arkivfoto
Indbrud 24. april 2019 12:44 - Opdateret 24. april 2019 12:44

HJØRRING: En særdeles aktiv tyveknægt er ved Retten i Hjørring blevet idømt et års fængsel for en serie indbrud i tiden fra oktober 2018 til januar 2019. I alt otte indbrud i Sæby-området, lidt narko og et par færdselsforseelser blev den 30-årige indbrudstyv dømt for.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Mikkel Holdensgaard.

Tyven blev efter et indbrud i en villa 6. januar i Sæby anholdt af Nordjyllands Politi på en ejendom ved Frederikshavn.

Den 30-årige blev samme dag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet, og han har siddet varetægtsfængslet frem til domfældelsen tirsdag.

- Ved ransagningen på mandens adresse fandt politiet adskillige effekter - blandt andet designermøbler - som politiet mente stammede fra de mange indbrud i området, oplyser Mikkel Holdensgaard.

Politiet mente ved anholdelsen, at effekterne blandt andet stammede fra et indbrud i Hjallerup begået i slutningen af august 2018, et indbrud i villa i Syvsten begået midt i oktober 2018, og et indbrud i villa i Vodskov begået i slutningen af december 2018.

Den 30-årige erkendte et par af indbruddene, men nægtede sig skyldig i de fleste af tiltalepunkterne. Han forklarede i retten i forhold til de erkendte indbrud, at han havde begået dem for at skaffe penge til en gæld.

- Men på baggrund af politiets bevisførelse og fra vidner, der kunne genkende effekter med særlige kendetegn fundet på mandens adresse, som værende deres, så fandt retten ham skyldig i indbruddene, fortæller anklageren.

Det sammenholdt med, at den 30-årige var tidligere straffet for lignende kriminalitet, samt at de mange indbrud var sket i prøvetiden for en tidligere dom for indbrud og tyveri, betød, at retten idømte manden et års fængsel.

- Jeg er meget tilfreds med den afgørelse Retten i Hjørring er kommet frem til. Det viser alt andet lige, at der bliver set med stor alvor på indbrudskriminalitet fra både politiets og rettens side, konkluderer Mikkel Holdensgaard.

Den dømte udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...