Alarm fra fiskekutter ud for Hirtshals: Mand faldt i vandet

Redningshelikopter alarmeret lørdag eftermiddag

En redningshelikopter i Aalborg blev alarmeret og var klar til at lede efter manden i vandet. Arkivfoto

En redningshelikopter i Aalborg blev alarmeret og var klar til at lede efter manden i vandet. Arkivfoto

HIRTSHALS:En mand faldt lørdag eftermiddag over bord fra en fiskekutter i Tannis Bugt omkring otte kilometer ud for Tversted.

Forsvarets Operationscenter modtog alarmopkaldet fra Hirtshals-kutteren Ralima lørdag kl. 15.30, og en redningshelikopter i Aalborg gjorde klar til at lette for at lede efter manden i vandet.

Men allerede otte minutter efter fik Forsvarets Operationscenter et nyt opkald fra fiskekutteren om, at de selv havde fået manden op fra vandet, og at han var i god behold.

Det oplyser vagthavende officer Steffen Lund hos operationscentret.

Afblæsningen af alarmen kom så hurtigt, at redningshelikopteren ikke nåede ud fra flyvestationens område.

Også redningsstationen i Hirtshals blev alarmeret og gjorde klar til at sejle ud, men det blev heller ikke nødvendigt.

Hverken redningsstationen eller Forsvarets Operationscenter kender de nærmere detaljer - ud over meldingen om, at en mand fra kutteren var faldet i vandet.

Fiskekutteren Ralima returnerede senere på dagen til hjemhavnen Hirtshals.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.