Anneline og hendes kolleger spreder tiltrængt juleglæde på hospitalet

Patienterne glæder sig sjældent til, at Anneline og hendes kolleger kommer forbi for at tage blodprøver, men 13. december var det anderledes

Anneline (tv) og hendes bioanalytikerkolleger spreder juleglæde på hospitalet. Privatfoto.

Anneline (tv) og hendes bioanalytikerkolleger spreder juleglæde på hospitalet. Privatfoto.

HJØRRING:På en normal dag har bioanalytikerne på Regionshospital Vendsyssel i Hjørring travlt. Hver morgen starter de dagen med at tage blodprøver på patienterne, og svarene afgør i mange tilfælde, om patienterne får lov til at tage hjem, eller om de skal tilbringe flere dage i sygesengen, så de skal gerne være klar hurtigt.

- Vi har ret meget pres på, når vi skal tage blodprøver, siger Anneline Klokkerholm Wammen til NORDJYSKE.

Men hvert år på Luciadag har bioanalytikerne skabt en tradition, som spreder glæde blandt kolleger og patienter.

Der ifører de sig nogle hjemmelavede luciakranse med lys og sølvglimmer og pynter i nogle tilfælde også vognene med lys, så de går et lille luciaoptog, når de skal rundt og tappe blod.

- Der er mørkt, når vi går rundt klokken syv. Og vi er som regel de første, der kommer ind på stuerne, så folk bliver overraskede og glade, siger Anneline Klokkerholm Wammen.

Traditionen startede for et par år siden, og reaktionen fra patienterne har været ekstra stærk i år, hvor mange ikke har kunnet få besøg i samme omfang som normalt på grund af corona-restriktionerne.

- Der er mange, der har sagt, at de har brug for noget andet at tænke på, end alt det her corona, så de synes, det er ekstra dejligt og hyggeligt, siger Anneline.

Bioanalytikerne har stadig travlt, når de går rundt, men der er også tid til at tale lidt om luciadag og jul, når de går rundt med lys i håret. Det skal der være.

Og vil patienterne hellere bare have blodprøverne overstået, er det heller ikke sådan, at julen eller den gode stemning bliver påtvunget dem.

- Vi opfatter det hurtigt, hvis patienterne bare gerne vil have blodprøven overstået. Men det er sjældent, siger Anneline.

Selv er hun glad for traditionen, som udover at glæde patienterne også spreder glæde blandt kollegerne på afdelingerne.

- Det skaber bare en god stemning og gør, at vi også bliver glade selv, siger hun.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden