Corona-krise: Endnu et nordjysk marked trækker stikket
Sindal Marked aflyser årets marked, der skulle være afviklet i Kristi Himmelfarts-dagene

Galleri - Tryk og se alle billederne.
SINDAL:Corona-krisen har nu også stanget årets udgave af Sindal Marked ud i mørket på Tyrsigvej i Sindal.
Torsdag aften aflyste Hjallerup Marked, og fredag eftermiddag blev det så officielt, at 33. udgave af Sindal Marked - med alt lige fra radiobiler og Kandis til øl og hyggelige slentreture ved de 180 markedsboder - heller ikke bliver til noget.
- Vi har snakket om det i en måneds tid, og vi kunne jo godt se, hvor det bar hen. Selv om der ikke er noget påbud, så aflyser vi nu af hensyn til de 600 frivillige og vores mange, trofaste gæster, siger talsmand for markedet, Henrik Pedersen.
Markedet skulle være holdt i Kristi Himmelfarts-dagene 21. - 24. maj.
Dyrt for foreninger
Arbejdet med at annullere eller skubbe kontrakter med musikere og andre leverandører er nu i fuld gang.
- Vi møder masser af forståelse og forventer da også, at vores samarbejdspartnere - nogle af dem gennem 30 år - er villige til at annullere kontrakterne. Men vi undgår jo nok ikke, at der kommer regninger - og så vil vi forsøge at få dem dækket fra regeringens hjælpepakke, fortæller markedets talsmand.
- Vi har også en god bankforbindelse, der har forståelse for situationen, tilføjer han.
De fleste kræmmere er med på, at årets stadeleje i stedet kommer til at gælde for 2021 - men de kræmmere, der vil have deres forudbetalte leje retur får naturligvis det, påpeger Henrik Pedersen.
Rideklubben Tyrsig og Sindal Idrætsforening høster årligt hver især omkring en kvart million kroner til deres ungdomsarbejde fra markedets overskud.
- Det er meget trist for foreningerne. De får altså ikke nogen penge i år, siger Henrik Pedersen.
Ifølge talsmanden har markedet ikke en større egenkapital at dele ud af, da man hvert år giver hele overskuddet videre.
Sindal Marked besøges normalt af mellem 30.000 og 50.000 gæster.
Midt i ærgelsen slår Henrik Pedersen dog fast med syvtommersøm.
- Sindal Marked vender tilbage i 2021 - det er helt sikkert!
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.