Coronavirus

Corona skæpper i kommunekassen

Corona-nedlukning giver overskud i Hjørring, men...

Opbremsningen på grund af corona giver et forventet overskud i forhold til det budgetterede. Arkivfoto: Torben Hansen

Opbremsningen på grund af corona giver et forventet overskud i forhold til det budgetterede. Arkivfoto: Torben Hansen

HJØRRING:Coronanedlukningen og de mange restriktioner giver en uventet, men midlertidig gevinst for kommunekassen i mange kommuner - også i Hjørring.

Årets sidste økonomirapport til Hjørring Byråd forventer et samlet overskud på kommunens drift på knap 96 millioner kroner. Det skyldes blandt andet midtvejsreguleringen, hvor staten gav ekstra 111, 8 millioner kroner på grund af corona.

Kommunens arbejdsmarkedsudvalg fik tilført knap 97 millioner til at modvirke den arbejdsløshed, som Folketinget forventede på grund af corona.

Arbejdsløsheden blev dog ikke blev så stor, så Hjørring Kommune har ikke brugt hele det statslige tilskud. Af det samlede overskud på knap 96 millioner kroner er 30 millioner kroner derfor ubrugt statstilskud til at bekæmpe arbejdsløshed.

- Vi får sikkert ikke lov til at beholde pengene, så vi regner med, at de 30 millioner kroner igen skal tages op af kommunekassen og sendes tilbage til staten, siger borgmester Arne Boelt (S).

Kommunen har haft færre udgifter, da folk blev sendt hjem på grund af corona. Man har holdt igen med at ansætte nye medarbejdere, når en medarbejder gik på pension på grund af den usikre situation. Da man ikke har ansat vikarer er hele vikarbudgettet sparet. Alle udviklingsopgaver ligger også stille.

Investeringer sat på pause

Byrådet frigav i foråret penge til at fremrykke investeringer - blandt andet til udbygning af centralkøkkenet - for at holde dampen oppe på et trængt erhvervsliv. Ikke alle investeringer kunne udføres, så hurtigt som forventet. Håndværkerne fik hurtigt så travlt med job hos private, at blandt andet centralkøkkenet måtte udskydes på grund af mangel på håndværkere.

- Det endte med, at det ikke var til at få en håndværker. Det er jo positivt, at de har travlt, men Centralkøkkenet må derfor udskydes. Vi vil tegne kontrakter med håndværkere allerede i år, så priserne ligger fast, siger borgmester Arne Boelt (S).

- Vi måtte også udskyde en række mindre projekter på skolerne. Vi fik pludselig brug for alle lokaler, på grund af afstandskravene mellem eleverne. I den situation kunne vi ikke sætte gang i for eksempel renoveringer af lokaler.

- Det nye plejecenter i Sindal udskydes også lidt. Vi har ikke kunnet holde byggemøder.

Smilet stivner

Borgerne og byrådsmedlemmer skal ikke juble for tidligt over overskuddet.

- Vi har i år fået ekstra penge til rengøring og coronaudgifter, men det regner vi ikke med at få i 2021-2022, så pengene skal bruges til at holde driften oppe og til ekstra rengøring og test af borgere. Hjørring er ikke eneste kommune med denne problematik. Det er en landstendens, siger Arne Boelt.

Økonomiudvalget har vedtaget at lægge fem millioner kroner ekstra i den ekstraordinære coronadriftspulje på 13 millioner kroner, så man kommer op på 18 millioner kroner i alt. Godt syv millioner kroner skal bruges til at ansætte flere på plejehjemmene, som har været hårdt ramt af corona.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.